Efter at have bygget en del om på HIFI'en det sidste års tid er det nu meget sjovere at høre jazz og beslægtede genrer. Og The Lounge Lizards er altid en oplevelse - selvom jeg har haft pladerne i mere end 10 år.

No Wave musikken havde en kort men intens periode i starten 80'erne i New York. Med afsæt et sted midt mellem punk og new vawe - og alligevel ikke.
No wave har ingen fast Rock'n'Roll form (vers - omkvæd - vers - omkvæd osv) og trækker heftig inspiration fra Free Jazz.

The Lounge Lizards voksede ud af No Wave. Med jazz som udgangspunkt, men langt fra altid elsket af den traditionelle jazz-verden.

Med skuespilleren og alt-saxofonisten John Lurie som ide-mand og kapelmester udgav de debut'en Lounge Lizards - et nærmest avantgardistisk lærestykke i "modstand mod det konforme".
Kaotiske klaversoli, smukke temaer, decideret støj. Det er ikke for det utrænede øre; sax-soloen i Do The Wrong Thing består af en stædig kromatisk skala indenfor en enkelt oktav, der vil være enhver børnesang værdig. Men skal holde godt fast for ikke bare at opfatte det som støj - men det belønnes at høre efter.

No Pain for Cakes er udover at være det nok mest kendte Lounge Lizards nummer også titlen på album nummer to. Hold på hat og briller! Her går det stærkt. Tema'er og temposkift. Og en sej rytmesektion, der ikke er sådan at slå ud af kurs.
Titelnummeret er en sjov abrupt rytme med et let tema over en ikke helt genkendelig akkord der umiddelbart synes at indeholde tilnærmelsesvis alle toner i hele den øverste oktav på saxofonen. Og lidt til. Til gengæld holder de stædigt fast i den ene akkord i det meste af nummeret.
Where Where You er historien om musikeren der for en gangs skyld pjækker fra en øver - for det gør de andre jo også altid - og går til fest med en pige. Men den der trombonesole fra bandet på scenen lyder
godt nok som Curtis, men det kan det ikke være, for han er jo i øvelokalet. Men jo, det band han skulle have øvet med, står på scenen. "Hey! That's my band up there". Det er derfor de aldrig kommer til øverne!
I øvrigt spiller "vores egen" Anders Gaardmand Baritonsax på et par af numrene på No Pain For Cakes. Og guitaristen Marc Ribot var i 80'erne fast medlem af Lounge Lizards.

Albummet Voice of Chunk er en helstøbt sag med det enkle tema Bob the Bob som gennemgående ide. Dog med en enkel afstikker over i Big Band-afdelingen med den humoristk anlagte Tarantella. Lounge Lizards er nu ikke kun et provokerende orkester.
"It takes wild courage to play this music; it takes even more to listen to it." - Tom Waits

Live In Berlin fra 1991 - der faktisk er to enkelt CD'ere - er Lounge Lizard's publikumsmæssige højdepunkt. Her leverer et ekstremt dynamisk band nye numre og gamle numre i forklædning. Det er ikke mere en mini-big band besætning. To sax'er, trompet, percussion, marimba og vibrafon, trommer, guitar, bas og cello leverer varen.
No pain For Cakes i opdateret version. Og i den sejt gyngende Mr. Stinky's Blues får den i seks ottende dele så Hendrix må vende sig i graven og bandet præsenteres med lange historier om den enkelte.
Tenorsaxofonist Michael Blake hører i dag til en af de mest efterspurgte. Og ikke uden grund. Allerede i 1991 med Lounge Lizards var han fænomenal. Siden er han blevet bedre. (Bare hør på Kresten Osgods Hammond Rens)

Efter 1991 har Lounge Lizards vist kun udgivet et enkelt album.
Men der er masser af materiale fra John Lurie man kan kaste sig over. Ud over Lounge Lizards og John Lurie National Orchestra med den logiske instrumentsammensætning saxofon, percussion og trommer , har han lavet en del film og filmmusik.
Filmene Stranger Than Paradise og The Resurrection Of Albert Ayler (som jeg kun kender af omtale) har musik af John Lurie. I Jim Jarmush's Down By Law spiller han sammen med Tom Waits og Roberto Benigni og musikken har han også skrevet.
John Lurie både maler og skriver bøger.
Lige for tiden holder han musikpause for at koncentrere sig om skriverierne.
Man må håbe at han snart vender tilbage igen.

God fornøjelse

/vilmann

__________________
Zvxxr erggre v zvar bcfynt. Orxyntre!

 Hej vilmann...

Det skulle da under "anmeldelser", der her.. Fedt!.

Kom til at tænke på bandet "Can" ved gennemlæsning af den første "Lounge Lizards", er det helt skævt ?

Tager du ikke noget af det med, hvis du kommer forbi en dag?

Hej Schelde,

Can kender jeg ikke - noget kunne tyde på at jeg burde. Har du en pointer?
Jeg skal nok tage Lounge Lizards med forbi dig - nu skal det snart være.......

En ting jeg glemte at skrive er at jeg ikke nødvendigvis er enig i Tom Waits' beskrivelse af albummet Voice Of Chunk. Det er formodentlig ikke alt for let at spille, og at have et band der spiller den slags musik kan godt være modig beslutning - rent publikumsmæssigt i hvert fald.
Men det er faktisk ikke særlig svært at lytte til. Jeg synes det grænser til det behagelige - netop fordi de oftest spiller "korrekt" på instrumeneterne og ikke driver det hele ud i hyl og skrig.
Meget avantgarde-musik er alt for intellektuelt. Det kræver timer hvis ikke måneder at sætte sig ind i det. Hver gang der er ved at være et fedt beat, skiftes der til noget andet. De fede temaer er korte og gentages ikke. Virkelig svært at lytte til.
Sådan er Lonuge Lizards ikke. Temaerner kommer igen - omend numrene ikke altid er standard-konstruktioner i stil med "A A B A SOLO A".
Et fedt groove får lov at gøre dets arbejde færdigt.
Musikken svinger - og den får lov til det.
Faktisk Lounge Lizards ofte nemmere at lytte til og sætte sig ind i end fx. hovedparten af Miles Davis indspilningerne.

John Lurie's arbejde -bl.a med Lounge Lizards -kan iøvrigt beses og vist også købes på http://www.strangeandbeautiful.com/. Der er også lidt Real-lyd man kan høre på omend computeren slet ikke gengiver dynamikken på tilnærmelsesvis brugbar facon.

/vilmann

__________________
Zvxxr erggre v zvar bcfynt. Orxyntre!

Hej Vilmann.

Jeg smuttede lige ind på Amazon.com og hørte et par numre.

Jeg blev straks fanget af musikken, så turen må snart gå forbi en pladebiks og fremskaffe en skive med dem.

__________________
Mvh Lennart

Nyt DIY system under opbygning...

LGrau skrev: Hej Vilmann. Jeg smuttede lige ind på Amazon.com og hørte et par numre. Jeg blev straks fanget af musikken, så turen må snart gå forbi en pladebiks og fremskaffe en skive med dem.

Og det kan så blive lidt af en udfordring....   ikke at de ikke fås, men der er ikke mange der lagerfører dem, eller bare har en ide om hvad du taler om når du siger Lounge Lizards.

Jazzkælderen i København har ofte en eller to stående - men ellers må du ty til at bestille dem over nettet.

/vilmann

__________________
Zvxxr erggre v zvar bcfynt. Orxyntre!

vilmann skrev: Og det kan så blive lidt af en udfordring....   ikke at de ikke fås, men der er ikke mange der lagerfører dem, eller bare har en ide om hvad du taler om når du siger Lounge Lizards. Jazzkælderen i København har ofte en eller to stående - men ellers må du ty til at bestille dem over nettet. /vilmann

Jeg tænkte det nok. .

Amazon.com er faktisk rimelig inspirerende, der er link til hvad folk ellers har købt. Her ryger man hurtigt ud i noget Avantgarde musik.

Eller jeg tror det er avantgarde, men har ikke så meget styr på musikgenrerne. Men de eksperimenterende bands fortjener absolut et nærmere efterlyt.

Jeg tror desværre bare ikke det falder helt i konens smag men hun kan forhåbentligt trænes op til at høre lidt alternativt musik .

__________________
Mvh Lennart

Nyt DIY system under opbygning...

Takker

vilmann skrev: Hej Schelde, Can kender jeg ikke - noget kunne tyde på at jeg burde. Har du en pointer? - Det her er  nok den bedste "Can-side": http://starling.rinet.ru/music/can.htm - masser af oplysninger omkring de forskellige albums. Det er vel under kategorien "progressiv rock", men med afarter af alt. Kræver også meget af lytteren, men kvitterer med hypnosetilstand til den tålmodige... Jeg tror du som musiker, vil imponeres over deres tekniske kunnen og timing. Trommeslageren Jaki Liebezeit, har senere fået prædikatet " første menneskelige trommemaskine". Jeg startede med "Ege Bamyasi" fra ´72, der betragtes som en af deres bedste. De udgives i dag på Spoonrecords www.spoonrecords.com , også på vinyl. Er du interesseret, er det ned til Circles på Gl. Kongevej. Lars forsøger altid at have hele striben stående... Han er selv kæmpefan! Jeg skal nok tage Lounge Lizards med forbi dig - nu skal det snart være....... - Du siger bare til når tiden tillader det

Hej vilmann,

Det lyder som om jeg skal have fat i noget Lounge Lizards ;o) En meget fin beskrivelse . Referencer til Waits og Jarmush skader ikke i min verden..

Can er tysk "Kraut"-rock og er beslægtet med progressiv rock som Schelde skriver. Det er meget anderledes, men rigtig godt og er absolut et check værd.  Can har absolut heller ingen fast Rock'n'Roll form .

Når du nu er i gang så check Neu! også. Neu! blev dannet af to udbrydere fra Kraftwerk (Klaus Dinger og Michael Rother) og deres første skive blev produceret af Conrad Plank som også sad bag knapperne hos Can.  Deres 3 første skiver er gode.

Hvis man er interesseret i no-wave fra New York, så er James Change & The Contortions et lyt værd. Deres første "Buy - Contortions" er kanon. Den fås på vinyl udgivet på Three Men With Beards (til fair pris og i næsten samme kvalitet som Classic Records udgivelser).

Madonna udsprang i øvrigt fra no-wave scenen - hun gad dog ikke det intellektuelle, men ville have succes, og det fik hun jo . Sonic Youth som også udsprang af no-wave var/er store beundrere af Madonna og har udgivet et hyldest album under navnet Ciccone Youth - The Whitey Album. Der er et fedt cover af Get Into The Groove på den skive.

mvh

Hej,

Har lige bestilt den første m. Lounge Liizards på cdon.com til 79,- - billigt .

Ser lige at der er to Thelonious Monk numre på deres første, inkl. mit yndlingsnummer af Monk "Well You Needn't" Jeg glæder mig......

mvh

Hej

På et af deres albums medvirker "guitaristen" Arto Lindsay .

Check ham ud !!!

Hans musik er en blanding af New York-avantgarde og trad. brasiliansk

musik . Han er opvokset i SydAmerika og synger derfor både på

engelsk og brassiliansk/portugisisk . Han har været aktiv på

no-noise scenen i New York i over tyve år .

Hvad skal jeg sige  - prøv det !! .

www.artolindsay.com

Mvh Peter

Bryde skrev: På et af deres albums medvirker "guitaristen" Arto Lindsay.

"guitaristen" Arto Lindsay

Han synger ikke så fedt, men guitaren fejler normalt ikke noget.

Albummet er iøvrigt 'Lounge Lizards' som jeg må se at finde på vinyl.

 

Når jeg på nette hører klip med Lounge Lizards bliver jeg i ny og næ mindet om en af mine danske plader 'Coma - Financial tycoon'.

 

Mvh

Jacob - som ind imellem sætter Arto Lindsay / Ambitious Lowers  'envy' på pladespilleren (på fuld skrald).

 

Hvis du synes om "envy" så prøv også : "greed" og "lust".

selvom det er lidt mere mainstream end envy .

Jeg er helt uenig ang. hans stemme , den er da helt unik .

Mvh Peter

OK jeg var lidt hård ved Arto. Hans stemme, sammen med den måde han synger (snakker) på, passer perfekt til musikken. Men når han så slår over i Portugisisk sang så står jeg altså af.

En lille sjov ting: På et indlægs papir i 'Envy' står der (jeg fatter ikke en meter selv):

a/ Danish is a charming language, and Spanish is a most beatutiful language.-Ed.

b/ Portuguese is a most graceful language, and the Portuguese are a most respectable nation.-Ed.

Uuha Lounge Lizards, det holder for meget. Jeg kom lige i tanke om et kassettebånd (meget uhifisk), som ROIR (som i sin tid udelukkende lavede kassettebånd) udsendte en gang i midten af 80'erne. Den hed LIVE 79-81, og var en kradsbørstig sag, med hidsig punkjazz. Jeg har den et eller andet sted nede i kælderen. Men en kassettebåndoptager....det er dæl'me længe siden...iøvrigt har jeg soundtracket til mesterværket DOWN BY LAW. Det er en stemningsmættet LP, og i en anden boldagde end de mere hidsige Lounge Lizards udladninger.

Mr Flottenheimer her, har været en tur i byen.

Jeg fik (på vinyl) købt 'The Lounge Lizards', 'Big Heart', 'Voice Of Chunk', 'Stranger Than Paradise / The Resurrection Of Albert Ayler' og endelig 'Down By Law / Variety'.

Pladerne var ikke gratis, men jeg er nu alligevel blevet et rigere menneske - takker vilmann

vilmann skrev: En ting jeg glemte at skrive er at jeg ikke nødvendigvis er enig i Tom Waits' beskrivelse af albummet Voice Of Chunk. Det er formodentlig ikke alt for let at spille, og at have et band der spiller den slags musik kan godt være modig beslutning - rent publikumsmæssigt i hvert fald. Men det er faktisk ikke særlig svært at lytte til. Jeg synes det grænser til det behagelige - netop fordi de oftest spiller "korrekt" på instrumeneterne og ikke driver det hele ud i hyl og skrig.

Her vil jeg give dig fuldstændig ret og mit bedste bud er at det nok den af mine nuværende LL/JC plader så vil komme oftes på min spille.

vilmann skrev: Filmene Stranger Than Paradise og The Resurrection Of Albert Ayler (som jeg kun kender af omtale) har musik af John Lurie. I Jim Jarmush's Down By Law spiller han sammen med Tom Waits og Roberto Benigni og musikken har han også skrevet.

Hvis man køber 'Down By Law' og 'Stranger Than Paradise' vil jeg klart anbefale at man køber de udgaver hvor B-siderne er udstyret med henholdsvis 'Variety' og 'The Resurrection Of Albert Ayler'. For begges vedkommende (og især den sidste) er der tale om rigtigt godt match mellem A & B siderne.

'Stranger Than Paradise og The Resurrection Of Albert Ayler' er bl.a. pga. den udbredte brug af strygere nærmest mere klassisk end jazz'et, meget smuk.

På 'Big Heart' og 'Voice Of Chunk' er Arto Lindsay udskiftet med Marc Ribot som gør det så uendelig godt på Tom Waits 'Rain Dogs'. Med et glimt i øjet, er en af mine venner og jeg enige om at verdens bedste guitar-solo må være den på 'Clap hands'.

Nu er der bare tilbage at finde resten

zaka skrev: Har lige bestilt den første m. Lounge Lizards

Faldt den i god jord?

Hej Macwerk,

Tak for reminderen . Ja den faldt absolut i god jord - det er fremragende. Jeg er ikke nået så langt at jeg har bestilt flere, men det kommer...

mvh

Marc Ribot (guitaristen) for fuld udblæsning