Wifi fik sin Steelhead.
Dette indlæg for at fortælle hvordan det kan gå når wifi upgraderer sin stereo. Måske skulle du også uddelegere opgaven til husets bedste ører næste gang?.
Forhåbentlig er der lidt inspiration i indlægget, det er det der er formålet med denne historie.
Slowly but surely er anlægget til 3. halvleg ved at være på plads. Det må påregne at blive tændt kl 06.00 og adskillige dage performe til kl 24.00
Opgaven var at fjerne os fra fed hi-end lyd, og komme helt tilbage til at få musikken serveret på en for musikken naturlig måde. Back to life. Så der måtte ikke være nogen mulighed for at gå i stå i tranfedtsyrer og kedsomhed.
Stereo rules – vi hører med ørerne, og gener fra øvrige sanser må træde lidt i baggrunden når musikken spiller. Så hverken 3 eller 75 højttalere har nogen interesse – når vi ser TV ser vi med øjnene og så er 1 ht jo rigeligt.
STEREO eller forgængeren MONO rules – når det gælder musik, mon ikke STEREO nu er ved at få samme revival som vinyl?
Overturen:
…var at fjerne spikes, afprøve kabler, afkobling – det virkede fint og gav blod på tanden, skulle der virkelig løbe rødt blod i kablerne igen?.
1. sats blev komponeret sidste sommer hvor Obelisk, Nottingham og Fletcher kabler erstattede Mirage, Linn og ML kabler, siden har musikken spillet endda rigtig godt. Red blood and hot.
Og nu er finalen endelig blevet færdig. Det os tog lang tid at beslutte om vi i det hele taget skulle gøre noget, vi har været meget glade for ML, det har jo big balls men vitalis er lidt underdimensioneret, men Marc kan swinge Good Old Maggie down. Så skulle der ske noget måtte det være grej der performer bedre, og ikke bare få løst nogle problemer med noget der så giver nye probs. Så fortsætter det bare med ”Turn of the screw” – det må det gerne men så skal det være Britten’s opera af samme navn, og ikke evigt klingende kasseapparater hos forhandleren.
Det var vigtigt for os ikke at havne i dagstrendens lyse og uendelige kedelige spillemåde, som gir myrekryb på hifi-udstillinger. Selvfølgelig er der nogen der pc’er musik til dette formål, men de fylder ikke meget på vores pladehylder.
Så læsning af anmeldelser og hifi blade har vi ikke brugt tid på, nu skulle det gøres ordentligt!. Heldigvis har Kibri har været super og har haft tid og lyst til diskussion i hundredevis af interne mails – så efter lidt forårstræthed, kom vi i gang.
Da Lydbutikken var 1.klasses leverandør i første fase, havde de også kvalificeret sig til at hjælpe med næste. Det eneste vi har hørt det seneste år som kunne kandidere til seriøst at skubbe ML til side var Manley. Meget er lige så godt, men det er jo ikke en grund til skifte – medmindre man synes det er sjovt at prøve en masse. Vi vil hellere høre en masse MUSIK. Vi kan ganske enkelt godt lide Lydbutikken for dens direkte kommunikationsform og at det er produktets formåen udi musikperformance og kvalitet der kvalificerer det til at være på plakaten i butikken, og ikke en overfed samhandelsaftale. Det er da en holdning! Og os musiknørder med hifi-fumlefingre skal have et godt bagland, som kan finde ud af at løse opgaver og problemer.
Wifi og jeg IC’ede så til Lydbutikken hvor vi havde bestilt demo af forskellige forstærkere/riaa. Med største ekspertice (og tålmodighed) førte Klaus igennem et omfattende program hvor de enkelte elementers (amp-pre-riaa) musikperformance blev erkendt. Alle kombinationer blev afprøvet, alt var klasse men ikke alt var totalt set bedre end ML, det spillede måske rigtigere, men ML’s dark velvet er ikke sådan at slå af banen (for os). Da vi tidligere har oplevet Manley spille ”gänzehaut” var Manley selvfølgelig på prøveprogrammet. Da vi til sidste satte Manley Steelhead til at trække Manley Snapper sagde wifi: YES.
Selvfølgelig havde fedterøven her prøvet at afværge den fabelagtige Steelhead, og mente at en billigere løsning da godt kunne give 80% af SH, og at det var rigelig godt. Men wifi skruede steeleyes på og blev steelstædig, It’s now or never blev der sunget. Allerede inden turen til Lydbutikken vidste jeg at når Klaus satte Steelhead på havde jeg ”tabt”, og at en betydelig sum penge skulle findes.
Dødtrætte IC’ede vi hjem igen – for første gang uden pladekøb, det kunne vi ikke overkomme. Det var anden gang Manley gjorde det slemme ved os, og da det passede som en vita i en vitalis til det hjemlige grej måtte vi efter lidt betænkningstid og mere snak med Lydbutikken – have ”Dreamteam” til låns og hjemmeprøvning.
Efter 14 dages afprøvning og med superassist fra Kibri Team, fik vi lyd igennem de mange kilo jern. Som jomfruer udi rør var vi ikke helt trygge, det skal nødig være den 23. juni 365 dage om året.
Lidt om Steelhead. Man skal jo finde noget at hænge hatten på for at begrunde en så dyr maskine. Her er et par knagerækker. Det er en forforstærker i elite klassen, det er en Riaa i eliteklassen og det er en MC step up i eliteklassen, og skal man finde 3 stk’s maskiner i denne klasse, ja så er SH’s pris passeret. Herudover er den udstyret med en kraftstation af dimensioner. Der findes næppe en pick up i verden som man ikke kan indstille til top performance på SH. Derudover kan man justere pu’ens performance efter den enkelte plade’s kvalitet.
Så – behøver jeg at sige hvad wifi besluttede? (hvad wifi gør er altid det rigtige!!!) – Vi har nu omdannet huset til ”house of Manley”. HCA har ikke kendt wifi, ellers havde han skrevet ”hvad fatter gør” på en anden måde.
Lyd:
Den er befriende fri af imponator effekter, det er kun musikken der fokuseres på. Lydbilledet er enormt, hihat’s får øjenbrynene til at glippe ukontrolleret, der er ingen trans.kanter, og de vidunderlige papegøjebure Shahinian Obelisker takker for anskaffelsen og spiller bedre end nogensinde. De bliver holdt i et jerngreb (bogstaveligt) og musikken leveres lettere, strammere, og tidsmæssigt korrekt. Intet hænger (til at give hi-end lyd) snasket er væk, ingen fasefejl! Der er højt til loftet – og det er først og fremmest meget engagerende at lytte til.
Udover at alt hvad der findes i groove af godt og skidt nu præsenteres i det store udstillingsvindue, så kommer der fra næsten alle skiver en musikperformance som vi aldrig havde drømt om. De eneste skiver der må kasseres, er en del gode gamle optagelser der er sjusket remastered digitalt – det er grusomt. Så nu skal de gamle mono originaler findes.
Alle musikformer trives, fra den spinkle violinsolo til de store udbrud i Mahler’s opstandelsessymfoni. Tages turen forbi progressiv rock og jazz og selvfølgelig Pink Floyds univers så er realismen forskrækkelig realistisk.
En tur på Cote d’Azur med Ellington, Webster og Ella fik mig til at trille om på gulvet. Rospropovich’s fine indspilninger af Haydn’s cellokoncerter har siden udgivelsen i 1977 været en ace of heart plade, og indspilningskvaliteten har været nydt og beundret. Men nu viser det sig at vi kun har hørt 50% af potentialet, Steelhead gør virkelig den forskel – igen og igen. Ændringen er på alle tænkelige punkter men det der får det våde frem i øjenkrogene er ændringen til den ægte vare – alle nuancer i Slava’s spil er med, ændring i bue på streng, udtynding – samspillet med primarius i strygergruppen udvikler sig til kammermusik.
CD lyd. Ja det er faktisk synd. ML390S trækker Snapperne direkte og vi har den bedste CD lyd vi nogensinde har haft, og det er rigtig rigtig godt, og rigelig godt til stor musiknydelse. ML leverer. (I parentes kører vi RCA og uden jord!!!). Men samler støv – gør den jo, lidt baggrundsmusik i ny og næ til dinner og opvasken. Nå den skal nok komme på banen, nyudgivelser i klassisk kommer ikke på vinyl, og vi vil gerne følge med i hvad der sker også nu. Men huller i 50-60-70 optagelserne skal også lukkes nu.
Trioen bestående af, os musikfreaks, en super forhandler den 5 stjernede Lydbutikken, og ikke mindst den store kender og engagerede entuisiast Kibri, har nu fået skruet en dejlig musikperformer sammen. Havde vi været alene på banen var resultatet blevet temmelig anderledes, vi havde nok opgivet, og spillet videre. Det var ikke så ringe. Man skal ikke være bange for snakke med nogen der er klogere.
Nogle flere ønsker – egentlig ikke. Drømmen om Hawk eksisterer, men er slet ikke nødvendig. Antallet af grammofoner kan jo nu udvides betragtelig. Først og fremmest er en ekstra arm med en god mono pu et must. MONO er kanongodt og det er ikke en lillebror til stereo, tro det eller ej. Prøver senere at smide lidt billeder med.
Men en underlig stue med massevis af lp’er, cd’er, flygel og nu nogle flotte stykker garage metal – det kan SES, og hos os må det gerne SES.
Så Wifi’s og SES’s finale sæt ser nu sådan ud: Spacedeck/HyperTracer pu/ML390S/Manley Steelhead og Manley Snapper monoblokke, Shahinian Obelisk, det hele bundet sammen af Fletchers fine snore, plus en hemmelig tweak fra Kibri’s hånd.
Så for os lykkedes det, det var det vi ville.
Back to real living music life og ærlig musikgengivelse med kød og blod, som kun STEREO eller MONO kan det.
Musik er nu blevet noget endnu forskrækkelig dejlig spektakel.
(prøver at gøre det mere læsevenligt - forresten er digitalt opfundet
?)
NAVIGATION
Hjælp
Chat
Aktive emner
Brugere
Søg
Opret ny bruger
Log ind
Emne: Wifi and the Steelhead
Emne lukket)
.
.
, men jeg synes
faktisk at Vitalen performer så godt at jeg ikke har fantasi til at
forestille mig en faktor 10 forøgelse i ydelse. Og jeg skal med det
samme indskyde at jeg ikke har erfaring overhovedet med udstyr i
Steelhead prisklassen - så det er sikkert det der begrænser min fantasi
. Lykkeligt uvidende kunne man kalde det....
Ikke lige Vitalen, men første gang wifi blinkede med øjnene og vise interesse for demoen var da vi satte den mindste Croft på som riaa på en Manley Shrimp og Snapperne, så begyndte blodet at løbe hurtigere. Men kender den fra Kibri's setup, Vitale er musikklasse.
for STEREO og rør 
