HIFI4ALL.DK har før testet tre anlæg til en værdi af 25.000 kr. Nu fører vi denne form videre og tester tre anlæg, der har det til fælles, at de alle kan erhverves for ca. 50.000 kr. Kravene til Lydbutikken, Topsoundhifi og Studiosound var, at der skulle leveres højttalere, forstærkere (enten integreret eller for- og effektforstærker), digital signalkilde samt kabler efter eget valg. Det er der kommet tre alsidige og – hver for sig – vellydende anlæg ud af, som i skrivende stund giver rock i synagogen.
Vu over herlighederne!
Hvert anlæg er blevet testet i samme rum og under helt samme vilkår. I testen indgår hvert anlæg som ét produkt. Det betyder, at hver enkel komponent ikke er blevet vurderet for sig, men som en del af ét samlet anlæg. Derfor har vi valgt ikke at eksperimentere med at teste produkterne ”på kryds og tværs” af anlæggene, men holdt det strikt til de leverede setups. Det betyder også, at en dybdegående behandling af det tekniske indhold af apparaterne udeladt.
Tættere på højttalerne, fra venstre mod højre, bud fra Lydbutikken, Studiosound og Topsoundhifi.
Lydbutikken Lydbutikken har valgt at stille med Manley Stingray integreret rørforstærker, Exposure 2010S CD-afspiller og Harbeth HL 7es3 højttalere, samt F-300 og F-200 højttaler- og signalkabel fra Fletscher Audio.
Standerhøjttalerne fra britiske Harbeth bygger på en 2-vejs basrefleks konstruktion, som står på medfølgende firebenede standere fra Audio Tuning. Selvom der er tale om en standerhøjttaler, er dette faktisk den største højttaler i testen, idet alle tre forhandlere har valgt standerhøjttalere. 7es3 er fineret i kirsebær og er retro i designet grundet den lidt klodsede, firkantede form og de fire firkantede ben på standerne. Med andre ord ikke det mest konevenlige udseende. Højttalerne vejer 12,7 kg med et kabinet bygget af materialet ”medite” – et let og poræst trækomposit materiale. Harbeth HL 7es3 koster 10.400 kr. pr. styk.
Harbeth 7es3 har en følsomhed på 86 dB ved 1W/1m, men er til gengæld en nem belastning ved i gennemsnit kun at gå ned til 6 ohm. Derfor er de som skabt til at spille med en rørforstærker, såsom Manley Stingray. Manley anbefaler selv højttalere med en følsomhed på mindst 90 dB ved 1W/1m til deres Stingray. Hvad dette betyder for lyden fremgår under lytteindtrykkene.
Harbeth flankeret af Timepiece Mini.
Stingray’en er bestykket med i alt 12 rør. 8x EL84, 2x 6414 og 2x 12AT7WA. Både rørene, trafoerne og lytterne er synlige, og det giver forstærkeren er helt andet look, end f.eks. den Copland rørforstærker, som er kraftværket i Topsoundhifi’s anlæg. Designet er ikke gjort mindre unikt af, at Stingray’en er 6 kantet! På bagsiden sidder netbrønden og en tænd/sluk knap. Højre og venstre kanal er skilt ad, så tilslutningerne til højttalerterminalerne og linieind- og udgangene for venstre og højre kanal ikke ligger sammen. Det betyder, at man skal indregne nogle ekstra centimeter til højttaler- og signalkablerne. På forsiden er et oplyst Manley Stingray logo og potentiometer til volumen og balancen.
Selvom man kunne tro det ud fra beskrivelsen, kræver Manley Stingray ikke mere plads, end så mange andre forstærkere gør. Det vigtigste med hensyn til placering er, at rørene får godt med rum til at ånde i, så en topplacering i racket er et must. Om man kan lide designet er naturligvis en smagssag, men det er bestemt ikke uden grund, at Manleys design er blevet kult blandt mange entusiaster.
Forstærkeren kan køre i både triode og ultra linear drift, hvoraf sidstnævnte lyder klart bedst sammen med Exposure og Harbeth. I triodedrift mister diskanten klarhed og præcision, mellemtonen bliver lidt for varmt klingende og bassen for svampet. Derfor er anmeldelsen foretaget udelukkende i ultra linear drift. Manley Stingray koster 19.450 kr.
Signalkilden er engelske Exposures 2010S CD-afspiller, som til 6.995 kr. er den billigste CD-afspiller fra Exposure. Den er bestykket med PCM 1716 24 bit DAC og har en pænt stor trafo med separate viklinger for drevet og kredsløbene til audio-delen. Den vejer 5 kg. og kan fjernbetjenes. Det blå display er letlæseligt, og betjeningen er i det hele taget brugervenlig uden de store dikkedarer.
Kablerne er fra Fletcher Audio og koster 995 kr. for signalkablerne F200 og 3.300 kr. for højttalerkablerne F300.
Den samlede pris for Lydbutikkens anlæg er 51.540 kr.
Topsoundhifi Topsoundhifi har sammetsat deres bud på et vinderanlæg med Elac BS 244 højttalere, Copland CTA 405 rørforstærker, Rega Saturn CD-afspiller, standere fra Empire og Abbey Roads AR-monitor 1,0 og SP3 signal- og højttalerkabler.
Elac højttalerne er med en vægt på 7,5 kg. de letteste i testen. De syner heller ikke af nær så meget som højttalerne i de to andre anlæg gør. Der er tale om en 2-vejs konstruktion med bagudvendt basrefleks, så man er nødt til at påtænke ekstra plads til bagvæggen, for at få den optimale ydelse. Der medfølger skumplugs med, så man kan dæmpe basniveauet, hvis det bliver nødvendigt. Elac’erne er bestykket med en 7” bas/mellemtoneenhed med en membran af aluminium, samt en heil diskant af den type, som f.eks. Audiovector også bruger. Elac BS 244 koster 11.000 kr. sættet.
Hjertet i dette anlæg er Coplands imponerende CTA 405 rørforstærker, der yder 50 watt i 8 ohm. Hvor Lydbutikkens anlæg ved visse hårdtslående musikgenrer falder lidt igennem rent dynamisk, så har Topsoundhifi matchet højttalere og forstærker perfekt. De 50 watt sammenholdt med Elac’ernes særdeles velafstemte kabinet giver et overraskende dynamisk headroom og en basformåen, som er mere end rigeligt til mine ca. 20 kvadratmeter. Mere om det under lytteindtrykkene.
Copland CTA 405 har højttalerudgange for både 4 og 8 ohm. Højttalerkablerne blev ved opsætningen placeret i 4 ohms udgangen efter råd fra Topsoundhifi, men anvender man andre højttalere med CTA 405’en, er det naturligvis påkrævet at vide noget om højttalerens impedanskurve, for at få det optimale resultat. Copland forstærkeren har i alt 7 rør under aluminiumskappen; 4 KT88, 2 12BH7 og 1 E83CC. Med en vægt på 23 kg er der for alvor tale om et stort apparat, som grundet rørenes varmeudvikling skal bruge ekstra meget plads til ventilation. Forstærkeren koster 23.000 kr.
Af med låget på Copland CTA 405.
CD-afspilleren Rega Saturn har Topsoundhifi valgt som deres signalkilde. Den udmærker sig ved bl.a. at have paralleltkoblede Wolfson WM8740 DAC’s og en trafo med separate viklinger for de forskellige kredsløb til Audio-delen, digital-delen og displayet. Rega Saturn er en toploader, så man skifter CD’er ved at løfte låget og lægge skiven ned i apparatet. Køres låget helt tilbage, står det af sig selv, men åbner man f.eks. kun låget halvt, når man lægger en CD i, kører låget ned af sig selv i én langsom, glidende bevægelse. Ganske smart og nemt at betjene.
Aflæsningen af CD’er har indimellem drillet lidt undervejs. Nogle gange kan Rega Saturn ikke finde de CD’er, man lægger i drevet, så der bare står ”no disc” i displayet, selvom man har lagt skiven i. Få gange er displayet ”frosset”, så man hverken kan trykke pause, stop eller skifte nummer. Det er fejl, som ikke bør være på et sådant produkt, og Lars fra Topsoundhifi har da også forsikret, at han vil bytte enhver solgt Rega Saturn til ny, hvis det skulle være tilfældet for hans kunder. Rega Saturn koster 13.000 kr.
Den samlede pris på Topsoundhifi’s anlæg er 53.300 kr.
Studiosound Studiosound’s højttalere er SP Technologys mindste, Timepiece Mini. Effektforstærkerne er Nuforce Ref9 V2 monoblokke. Studiosound har leveret DAC og forforstærker i én boks, RME Fireface 400, mens kablerne er Mundorfs Silver gold.
De senere år er det blevet mere og mere populært at finde alternativer til den konventionelle CD-afspiller. Det afspejler sig også i denne test, idet Studiosound har valgt en PC-baseret løsning til signalkilden. Man skal bruge en ganske almindelig stationær eller bærbar computer, som sluttes til en RME Fireface 400 ekstern DA-converter med indbygget forforstærker. RME Fireface 400 har et hav af ind- og udgange, og er egentlig lavet til det professionelle audio marked, men Studiosound ser ingen grund til ikke også at bruge den i et hifi-anlæg.
Fordelene ved at bruge en computer med ekstern DAC som signalkilde er mange. I første omgang kan man rippe hele sin musiksamling ind på harddisken, så man aldrig behøver fedte rundt med skiverne igen. Herefter kan man f.eks. lave sine egne playlists, f.eks. en ”jazz” playlist med alle favoritterne. Man kan også gå skridtet videre og lægge alle filmene ind på computeren, købe en TV-tuner, slutte en Playstation til osv. Mulighederne er mange, hvis man ellers har i sinde at udnytte dem.
Overførslen fra computeren til converteren sker via en IEEE-1394 port, bedre kendt som firewire. Firewire har mange af de samme karakteristika som USB-overførsel, men har langt mere båndbredde, så selv store mængder data som musik og film kan overføres uden problemer. Som USB kan firewire til- og frasluttes når som helst, hvilket er påkrævet i dagligdagen, hvis man ikke har en computer dedikeret til musikafspilning.
RME Fireface 400 er ikke svær at få til at fungere, man skal bare gøre det rigtigt første gang! For det første skal der installeres drivere til RME Fireface 400, som findes i nyest opdaterede version på RMEs hjemmeside. Hvis man bare bruger de medfølgende bliver man snydt for vellyd, men det ved de fleste, som har prøvet at installere drivere til computer hardware.
Sammen med driverne findes programmerne Firewire Settings og Firewire Mixer, som bruges til at konfigurere converteren med via computeren. Nærlæser man manualen, kan man bruge lang tid på at udforske converterens mange muligheder. Til almindelig stereo brug er dens mange funktioner noget af et ”overkill”, men det er dog nødvendigt at indstille gain-niveauet på converteren, så det passer med impedansen på monoblokkenes indgange. Det gør man i Fireware Mixer, hvor man finder et hav af kanaler. Vi bruger kun 2 kanaler til afspilning, og her kan man vælge stereo-kanal 1 og 2 og så sætte gain til f.eks. 15. Den indstilling kan man gemme i converterens hukommelse, således at gain-niveauet altid er 15 ved opstart. Meningen er altså, at man finder et passende gain-niveau for converteren én gang for alle, og derefter justerer volumen direkte i det program, som bruges til at afspille musikken med, f.eks. Windows Mediaplayer eller Apple Itunes. Herefter er anlægget klar til at give lyd til den hifi-hungrende entusiast! RME Fireface 400 koster 6.795 kr.
Studiosound har de senere år gjort meget for at eksponere højttalerne fra SP Technology, som Studiosound selv importerer og sælger. Timepiece mini er den nyeste og mindste udgave i serien, hvor der gøres brug af principperne fra de store SP Technology Timepiece Revelation til over 130.000 kr. Timepiece mini er en 2-vejs standerhøjttaler med bagvendt basrefleks. Diskanten er en 1” tekstildome monteret bag den velkendte waveguide hornladning. Bas-/mellemtone-enheden er på 6,5” og er med en membran af aluminium. Kabinettet er konstrueret af top- front og bundpaneler i massivt træ, mens siderne og den interne kamring er i MDF. De synlige flader er fineret.
SP Technology er bevidst gået efter at dæmpe kabinettet maksimalt, for at opnå mindst mulig kabinetfarvning selv ved høje energiudladninger. Efter at have listet højttalerne op på badevægten viste displayet 16,7 kg., hvilket indikerer, at højttalerne er bygget af solide materialer i rigelige mængder. Højttalernes følsomhed er på 87 dB, og de spiller fra 40 Hz til 24 KHz +/- 3 dB. Et sæt koster 22.500 kr.
Studiosounds Nuforce Ref9 V2 klasse D monoblokke står noget i kontrast til rørforstærkernes magi og gamle teknologi, idet monoblokkene er baseret på pulse-width modulation (PWM) teknologi. Forstærkerne er små, vejer ikke mere end nogle få kg og bruger ikke ret meget strøm. Til gengæld yder de meget mere end rørforstærkerne, nemlig 190 watt i 8 ohm. Monoblokkene koster 26.150 kr.
Kablerne fra Mundorf Silver/gold koster 4.260 kr. for 2x4 meter højttalerkabler og 2x3 meter signalkabler.
Den samlede pakke-pris på Studiosounds anlæg er 50.000 kr.
Lyden Af de tre anlæg, som indgår i testen, er der særligt ét, som skiller sig markant ud, både positivt og negativt. Jeg taler her om Lydbutikkens kombination af Harbeth, Manley og Exposure. Det negative er, at lyden hverken er så dynamisk eller detaljeret, som de to andre anlæg er. På samme måde kan man pege på flere andre hifi-parametre, hvor Lydbutikkens anlæg umiddelbart fremstår som det ringeste.
Men, men, men… Det positive er, at de nævnte hifi-parametre for nogen kan være ret ligegyldige, når først musikken spiller. Gennem testperioden er det sket gang på gang, at jeg har været nødt til at kaste notesblokken væk for simpelthen at overgive mig, og lade mig forføre ud i musikkens fantastiske univers. Det er som sagt ikke graden af detaljer eller dynamikken, der gør det. Det er heller ikke bassens fasthed eller diskantens luftighed. Det er, ja, musikken i sig selv, der gør det. Det er det, som folkene bag Harbeth og Exposure, populært kalder rytmik, drive og timing. Det er det, som Linn engang kaldte ”the boogie-effect”. Uanset hvad man kalder det, så sker der altså noget helt særligt, noget nærmest magisk, når rørene gløder og de lidt klodsede Harbeth kasser først går i gang.
Lad mig illustrere det med et musik-eksempel: Metallicas legendariske Black Album fra 1992 er rendyrket hårdtslående ondskab fra første nummer, Enter Sandman, og frem. Her er der brug for rigelige mængder strøm og dynamisk formåen, for at få den rigtige gengivelse. Fokuserer man ensidigt på bassen, vil man opdage, at højttalerne og forstærkeren slet ikke kan styre de store energiudladninger. Som allerede antydet mangler Manley Stingray noget saft og kraft for at have helt styr enhederne. Bassen lyder simpelthen alt for mudret og unuanceret. Der er punch – bevares, men bassen savner i den grad renhed for at kunne ære den ekstremt tørre indspilning med alt det smæk i stortrommen og tammerne, som ligger på CD’en. Skifter man til Topsoundhifi eller Studiosounds anlæg er der pludselig meget bedre styr på bassen og hele lydbilledet bliver gevaldigt strammet op. Dynamisk sker der et løft – nu siger det ”smæk” lige i ansigtet på lytteren, sådan som det var tiltænkt fra Metallicas side. Metallica går bare ikke uden det fornødne dynamiske headroom, så her må Lydbutikken se sig slået.
Tager jeg de analytiske briller af, skifter tilbage til Lydbutikkens anlæg og trykker ”play”, så går der ikke længe, før jeg har glemt alt om mudret bas og manglende dynamik, og bare får lyst til at spille luftguitar på alle soloerne, smide hæmningerne og glemme alt om finurlige hifi-parametre. Ved andre musikgenrer, primært jazz, blues, pop og let rock, sker det samme, bare i endnu højere grad. Lydbutikkens anlæg kan altså helt klart give nogle flotte musikoplevelser, selvom det er så som så med hifioplevelserne i sammenligning med de andre anlæg.
Herved ikke sagt, at man ikke får lyst til at spille luftguitar og bare nyde musikken på alle tre anlæg. Lydbutikkens anlæg kan bare noget med musikken, som de andre ikke kan i samme grad. Dette har bl.a. noget at gøre med, at klangen fra Lydbutikkens anlæg hælder kraftig mod det varme. Nogle af de folk, som har været forbi stuen under testperioden, har ligefrem beskrevet Lyden fra Harbeth/Manley/Exposure som mørk og ulden. Hifientusiasten i mig siger pr. automatik, at det naturligvis er forkert med ulden lyd, men som musikelsker må jeg indrømme, at Lydbutikken faktisk har fat i noget af det rigtige. Musik er nemlig i realiteten ikke så lystklingende og tyndt i lyden, som f.eks. Topsoundhifi’s anlæg gør det til. Tager man et nummer som Allan Taylors Beat Hotel fra Stockfish Records’ fantastiske indspilning ”Closer to the Music”, så lyder hans stemme HELT forskellig på Topsoundhifi og på Lydbutikkens anlæg. Den sprødhed og dybe glød, som er så karakteristisk ved Allan Taylors stemme forsvinder nærmest helt på Topsoundhifi’s anlæg. Her er der til gengæld dybere, langt renere og mere præcis bas, flere detaljer og noget bedre dynamik. Pointen er bare, at hans stemme lyder mere realistisk på Lydbutikkens anlæg. Samme historie kunne fortælles for mange akustiske instrumenter, som har deres lyd i bas-/mellemtoneområdet.
Det korte af det lange er, at leder du efter et anlæg, som ikke lyder så lyst, som mange af nutidens hifi anlæg gør, så har Lydbutikken måske svaret på dine bønner!
Som allerede nævnt byder Topsoundhifi’s anlæg på fremragende dynamik og overraskende dyb bas, bedst illustreret med ovennævnte Metallica nummer. Selvom højttalerne er de mindste i testen, så er der tale om en veldæmpet og velafstemt konstruktion, som går fint i spænd med Coplands forstærker. Anlægget skiller sig også ud pga. diskantgengivelsen, som med garanti vil dele vandene. Nogle vil elske præcisionen og svælge sig i detaljerne mens andre vil hade den for at være alt for pågående og trættende i længden! Det bliver i sidste ende et spørgsmål om smag og behag. Under alle omstændigheder byder diskanten på en utrolig detaljerigdom med en opløsning, som jeg sjældent har hørt lige på højttalere til kun 11.000 kr. sættet.
Studiosounds anlæg udmærker sig lydmæssigt ved at have den mest neutrale gengivelse i testen. Uanset om man spiller Strauss, Clapton eller Stan Getz får man stort set den lyd, som ligger på pladen. Mens Lydbutikkens anlæg hælder til den mørke side, og Topsoundhifis anlæg lyder rimelig lyst, så rammer Studiosound lige præcis den neutralitet, som et hifi-anlæg i ordets forstand burde levere. Går du efter neutral lyd, kan jeg således bedst anbefale Studiosounds setup.
Til gengæld er det som om, at man betaler med noget dynamisk formåen, for at få den helt neutrale og lineære gengivelse. Åbningsnummeret ”6:00” på Dream Theaters Awake er fremragende til at teste dynamik, idet nummeret åbner med et pulserende fill fra Mike Portnoys trommestikker. På Topsoundhifi’s anlæg bliver luften mellem anlægget og sofaen nærmest flået i stykker, når Mike Portnoy slår beatet an. Instinktivt bliver man revet op af sin eftermiddagssøvn og forsøger selv at tromme lidt med. Studiosund’s anlæg har, desværre, ikke helt samme dynamiske formåen. Transienterne bliver aldrig helt så skarpe, bassen aldrig helt så hårdtslående og kraftfyldt. Til gengæld har Studiosound ikke problemer ved de høje frekvenser, der med den unikke waveguide på SP Timepiece højttalernes diskant-enhed, rammer det nærmest perfekte forhold mellem klarhed, detaljering og dynamik uden samtidig at være lyttetrættende.
Konklusion Disse tre anlæg er så forskellige, at det ville være meningslyst at komme med en entydig dom over, hvilket anlæg der objektivt er ”det bedste”. Valget afhænger i den grad af, hvad man som lytter er ude efter. Søger man netop den runde, afslappede og ikke-hifi-nørdede tilgang til musikken, som Lydbutikkens anlæg giver, så er valget klart. Kan man ikke leve uden præcision, masser af dynamik og detaljer, så har Topsoundhifi vist vejen. Man skal dog grundigt overveje, om diskanten bliver for pågående i længden og om lytterummet er dæmpet tilstrækkeligt. Går man primært op i at få den rene vare uden dikkedarer, så giver Studiosound et seriøst bud på et meget neutralt anlæg til pengene. Og så skal man selvfølgelig ikke glemme de nye muligheder, som en PC-baseret løsning til signalkilden giver. Da der højest på min personlige referenceliste står dynamik, præcision, klarhed, stram og dyb bas og direkte lyd, ville jeg personligt vælge Topsoundhifi’s kombination af Elac, Copland og Rega.
Diskografi
- Tina Dickow – Notes
- Dream Theater – Images and Words, Awake
- YES – 90125
- Eva Cassidy – Live at Blues Alley
- India Arie – Testimony: Vol. 1, Life & Relationship
- Stan Getz – Café Monmartre
- Janis Ian – Breaking Silence
- Stockfish Records – Closer to the Music
- Metallica – The Black Album
Lytterum Lytterummet er rektangulært og omkring 20 m2. Anlægget spiller på langs af rummet, med 2,5 meter mellem højtalerne, 60 cm til bagvæggen, og 2,5 meter fra højtaler til lytteposition. Rummet er indrettet som stue.
Test-udstyr venligst udlånt af
|