
Selv om jeg er godt dækket ind i forvejen med både Norma effekttrin og den fine Tektron 2A3 rørforstærker, så har der hele tide luret en tanke i baghovedet: Hvad med KT88? Et rør som fangede min interesse for mange år siden, da jeg hørte det første gang. Modsat 2A3, så er KT88 et meget almindeligt forekommende rør, der også deler karakteristika med mange andre rørtyper. I flæng kan nævnes EL34, 6550, KT90 og til dels KT120/150. Men af dem alle har KT88 altid været mest neutralt i sin klang.
Hvor 2A3 forstærkeren har sine begrænsninger for hvor kraftige lydtryk den kan levere, så er KT88 et kraftigere rør. Rent praktisk betyder det 10-12 watt pr. kanal, mod 3,5-4 watt. Ikke en kæmpe forskel, men det giver lige lidt mere overskud. Det er stadig ikke diskoteks-lydtryk, dertil har jeg også min hørelse for kær. For det handler om kvalitet af lyd, og ikke kvantitet. Selvfølgelig single ended og i ren klasse A drift.
Og jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle være fra Tektron. De sicilianske forstærkere, håndbygget i Etnas skygge. For dels er de smukke at beskue, men de også smukke at lytte til. Og så er det prima håndværk, bygget af en sand mester på sit område. Modellen er fra TK One serien, som er Tektrons bud på en budgetserie, hvor de er gjort enklere og mere prisvenlige. Men det er stadig samme trækabinet – i dette tilfælde oliventræ med en kobber-topplade, og med de klassiske sorte trafoer lavet efter Tektrons egne specifikationer. På KT88 modellen er strømtrafoen ca. 20 % større, da rørene trækker lidt mere power.
Forskellen finder man indeni, hvor komponenterne stadig er i rigtig god kvalitet, og med fokus på overførsels-kondensatorerne, her fra Miflex. Ikke voldsomt dyre, men rigtig gode. Den største egentlige forskel er de enklere kredsløb, med autobias på udgangsrørene via et par effektmodestande, og som standard en diodebro som ensretter. Dog er min forstærker specialbygget med ensretterrør i stedet.

Faktisk er det overraskende så simple kredsløbene er, og der sidder kun 10 komponenter pr. kanal til ind-og udgangsrørene. I forhold til 2A3 forstærkeren, som er mere komplekst bygget, så er der næsten tomt inde i KT88’eren. Men der er jo det som der skal være, og jeg tror absolut at det er medvirkende til at lydforskellene er så små mellem de to rørforstærkere! Alt er naturligvis hardwired i sand Tektron stil, og rørsoklerne er i porcelæn. Stikkene på bagsiden er solide og i god kvalitet.
Rørene jeg har valgt er alle fra Psvane, med 5AR4 fra Classic serien, 12AU7-TII fra Art serien, og endelig de meget smukke dråbeformede KT88 fra Acme rækken. Alle sammen rør af bedste skuffe, og jeg må ærligt indrømme at behovet for at rulle med flere rør, ikke har haft min interesse denne gang. 12AU7 rørene havde jeg allerede liggende, og valget af 5AR4 røret var ligetil da det er fuldstændig magen til TAD røret i 2A3 forstærkeren. Med KT88 rørene gik jeg efter toppen, selv om både GoldLion, TAD og Tung-Sol 6550 var med i overvejelserne.
Udseendet af KT88 forstærkeren er noget enklere, da fronten kun har en tænd- og sluk-knap, og de små 12AU7 rør fylder mindre visuelt. Men det gør den ikke mindre smuk, for til gengæld kommer de flotte hvirvler og årer i træet mere til sin ret på fronten. Og slægtskabet med 2A3 forstærkeren kan man ikke komme uden om. Størrelsesmæssigt er de ens, og side om side udgør de en meget smuk og fantastisk vellydende duo.

Lytteindtryk
Det var meget overraskende så lille, forskellen egentlig var fra første strofe. For jo der er forskel, men slet ikke som jeg havde troet. Umiddelbart havde jeg forventet en mere direkte klang fra KT88 rørene, men da jeg ikke kender Acme rørene i forvejen, så kan de sagtens have indflydelse på dette. Måske andre rør på et senere tidspunkt vil afsløre andet?
Men den største positive overraskelse var størrelsen på lydbilledet, som er meget tæt på det 2A3 forstærkeren leverer. Perspektivet opleves som det eneste en lille anelse smallere og fylder ikke hele bagvæggen (4,5 meter bred), men går stadig et pænt stykke ud over bredden af højtalernes placering. Med det meste populærmusik bemærkes det sjældent, og kun ”pling-plong” testmusik afslører det tydeligt. Men mærk jer, forskellen er virkelig i småtingsafdelingen. Dybde og højde på lydbilledet er helt det samme som jeg er vant til, og er nærmest holografisk i dybden og tredimensionelt med meget præcist aftegnede placeringer af de udøvende. Og oplevelsen af musiknumre som ”Brothers In Arms” eller ”Perfect Sense pt.1” med uvejr der hænger oppe under loftet, er den samme.
Til gengæld har KT88 et par tricks gemt i ærmet, og det er især i bassen, hvor der er mere ”svum” på de dybe toner. Det skyldes nok mest, at rørene er mere strømstærke, om end 2A3 på ingen måde er svag på dette område. Og det tager os hen til den primære årsag med KT88 forstærkeren: Nemmere at kunne spille ved realistisk niveau. Og her skal der ikke skrues lige så meget op, før KT88’eren markerer sig i bassen. Med 2A3 er det fuldt niveau hvis hele frekvensområdet skal være i balance sammen med reference-højtalerne, som har en følsomhed på ca. 86 dB. Her går det meget nemmere med KT88.
På et område distancerer KT88 sig dog meget fra 2A3, og det er detaljerne på trommesæt og slagtøj generelt. De fremstår med en tydelighed som jeg aldrig har oplevet før – uanset forstærker og antal watt, og det føjer blot til glæden med mere realistisk niveau. Især når der lyttes til ældre pop- og rock-indspilninger, som har været i hænderne på teknikere påvirket af forskellige substanser…

Ellers lyder de to forstærkere meget ens, og det er her den smukke lyd kommer ind billedet, for det hele flyder afsted på meget organisk og naturlig vis, med både blidt nærvær og rå realisme, som jeg ikke har oplevet med andre forstærkere end Tektron. Og dynamikken er af en anden verden, hvor et rigtig godt eksempel er nummeret ”I’m On Fire” med Bruce Springsteen, som jeg har genfundet i min pladesamling. Her går han fra stille pludrende, dyb stemme og til skrålende udbrud, så man næsten hopper i sofaen, når det leveres af Tektron forstærkerne, uanset rørtype. Det kan godt være, at en rørforstærker på papiret ikke er så strømstærk, men jeg har til gode at høre en transistor baseret forstærker levere dynamik på samme måde som en god rørkonstruktion!
I de allerøverste lag af frekvensområdet har KT88 ikke helt den samme udstrakte fornemmelse af luft og frihed som 2A3. Men igen er det virkelig småting, og det er kun med de allerbedste indspilninger, signalkilder og højtalere at man vil opleve det. Men med den musik hvor KT88 primært vil spille er det kun en lille fordel, da Full Music 2A3 rørene godt kan være lidt nådesløs med ”ikke-optimale” indspilninger.
Selv om jeg tidligere skrev, at jeg ikke havde interesse for at rulle med rør denne gang, så var der alligevel noget, der fik mig til at finde et andet ensretterrør fra GoldLion frem… bare lige for at prøve det. Det havde ligget i en æske siden dengang 2A3’erne ankom, og resultatet var denne gang fuldstændig det samme. Bassen fik en tydelig opstrammer, med mere præcision både der og hele vejen opefter på detaljer og nuancer, og lydbilledet blev endnu mere tydeligt aftegnet. Til KT88’eren passede GoldLion røret rigtig godt ind, og pludselig var den lille forskel mellem de to rørforstærkere blevet endnu mindre.
Og det er helt sikkert at de to smukke Tektron forstærkere kommer til at køre parløb i lytterummet mange år fremover, for de supplerer hinanden på bedste vis. Tænk hvis man kunne bi-ampe med dem? Det ville være uhyggeligt tæt på audiofilt nirvana!

Konklusion
Købet af Tektron KT88 forstærkeren var denne gang mindre spontant, end da 2A3 forstærkeren blev anskaffet. Nu kender jeg allerede klangen og lyden af Tektron indgående, og selv om jeg havde forventet en større forskel i lyden, så blev jeg glædeligt overrasket over at den var så lille og nærmest ubetydelig.
Men det bekræfter også, at uanset hvilken model man vælger fra Tektron, så kan man umiddelbart forvente den samme høje kvalitet af klang og lyd. Og samtidig får man en rigtig god ”platform” som vokser i takt med at man investerer i bedre rør. Og her er det op til egen pengepung og mod på, hvor langt man vil gå.
Forskellen mellem TK One serien, som denne KT88 kommer fra, og så TK Two som 2A3’eren er fra, er kun at TK One er simplere for at holde prisen ned. For denne anmeldelse viser med tydelighed, at lyden stadig er i top uanset model! Og uden at blinke, så er denne Tektron KT88 naturligvis ”Editors Choice”.
Stor respekt til Tektron!
Specifikationer:
- Princip: Rørbaseret stereo effekttrin
- Rør: KT88, 12AU7 & 5AR4
- Udgangseffekt: 2 x 10 watt
- Dimensioner: 35 x 20 x 25 (B x H x D) uden rør
- Vægt: 10 kg
Pris: Euro 3000,-/Kr. 22.500,-
Producent:
Tektron
(Pt. ingen dansk forhandler)
Web: www.tektron-italia.com Mail: info@tektron-italia.com
Reference-udstyr:
- Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
- Pickup: Benz Micro Ebony TR, ZYX 4D Ultimate
- Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, EAR Phonobox MM
- CD-afspiller: McIntosh MCD500
- Streaming: iFi nano iOne
- Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150, Tektron TK2A3-REF
- Højtalere: Gige No.1
- Kabler: SilverSonic AirMatrix rca, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75
- Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
- Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount
Lytterum:
Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.
|