I tidernes morgen tilbage i starten af 1990’erne startede Tapeconnection med at parallelimportere kassettebånd hjem fra udlandet – deraf navnet. Navnet er bibeholdt, men der er til gengæld sket mangt og meget i hifi-branchen siden dengang. I 2007 åbnede Tapeconnection, der ellers hidtil primært har været kendt som et Århus fænomen, en forretning på Vesterbrogade i det indre København. Kassettebåndene er droppet til fordel for digitale afspillere og fladskærme i mange udformninger samt mange andre spændende hifi-produkter!
Butikken set udefra med facade ud til Vesterbrogade.
Forretningen har ca. 400 kvadratmeter butiksareal og er delt op i tre afdelinger: Fladskærme, to stereo-rum og et rum til surroundsound, lærreder og projektorer. I fladskærmsafdelingen fører Tapeconnection flere af de førende mærker, bl.a. Toshiba, Pioneer, Panasonic og Sony. Mere interessant er dog de produkter, som man ikke også kan købe i Elgiganten og andre mere mainstream radio og TV-forhandlere, dvs. de egentlige hifi-produkter. Tapeconnection har netop fået forhandling på Dynaudio, Martin Logan, Rotel, AudioQuest og Bladelius. Herudover føres der højttalere fra DLS, Monitor Audio, QRS, Audio Pro og Audio Physic (der dog er på vej ud igen) samt elektronik fra Atoll, Pioneer, Yamaha, Audiolab, Marantz, Musical Fidelity og Moon m.fl.
Butiksbestyrer Allan Einfeldt forsøger at skjule sig bag en Dynaudio Confidence C4, men bliver fanget af fotografen!
I stereo-afdelingen fik vi et hurtigt lyt på Martin Logan Summit og Dynaudio Confidence C4, der begge var spændt for det helt store Musical Fidelity sæt til en samlet pris af næsten 150.000 kr., hvortil kommer højttalerne, der for både Summit og C4’s tilfælde koster 50.000 kr. hver. Det der umiddelbart gjorde mest indtryk var en meget fysisk bas fra det lukkede kammer i Martin Logans Summit. Der blev flyttet så meget luft at det gitter, der sad på vinduet bag lyttepositionen og fungerer som tyveri-sikring, klappede så man kunne høre det! Udover det er det et udmærket lytterum, hvor lyden hverken er skinger eller død.
Der er altså garanteret en oplevelse for såvel musik- som filmelskeren med forskellige high-end produkter. Butiksbestyrer Allan Einfeldt formulerer det således: ”Tapeconnection har to sider: Dels fladskærmene, hvor vi kører en parallelimport og ellers opfører os som en fuldstændig normal detailforretning. Det betyder at vi kan sætte provokerende lave priser. Derudover fører vi både produkter indenfor hifi og surround i både den billige og lidt dyrere ende. Det kombinerer vi med at have nogle af branchens mest entusiastiske folk gående. Alt i alt må det være noget med rigtig god betjening og service samt et rigtig godt produkt til en rigtig god pris!”
Den rålækre toploadede Andromeda CD-afspiller med separat strømforsyning til præcis 100.000 kr.
Det er jo en snak der er til at forstå for alle – selv københavnerne! Tapeconnection i Århus har efter undertegnedes holdning altid været en butik, hvor sælgerne taler et sprog kunden forstår og når der skal købes et komplet anlæg kan sælgerne også file lidt på prisen. Det lyder til at være denne stil, som Allan og resten af københavnerteamet på seks fastansatte ønsker at videreføre. Om dette lykkes vil tiden vise, men det første indtryk lover godt.
Moon (tv) og Audiolab (th).
Kort fortalt om Allan Einfeldt er hans baggrund at han har været i Hi-Fi Klubben i 16 år, sidst som sælger i afdelingen i Lyngby. Han fik lyst til at prøve noget nyt og fik pludselig muligheden for at starte Tapeconnection op i København – en udfordring der skulle realiseres på bare 14 dage. Med Allans egne ord har skiftet noget at gøre med, at Tapeconnection vil prøve på at være hvad Hi-Fi Klubben var for 10 år siden: Fokus på god lyd og god betjening uden alle de små DAB-radioer og kuglehøjttalere fra Kina. Ikke sagt at der ikke findes god lyd og god betjening i Hi-Fi Klubbens butikker – det gør der uden tvivl – men Allan vil groft sagt hellere være DAB-radioerne foruden og koncentrere sig om ”det rigtige hifi”.
2-, 2½- og 3-vejs højttalere i den billige ende af prisskalaen fra (venstre mod højre) DLS, Dynaudio og Monitor Audio.
Dermed ikke sagt at Tapeconnection skal lovprises for at være enhver hifi-entusiasts oase. I Hi-Fi Klubben køber Hr. og Fru Danmark Argon, i Tapeconnection køber de fladskærme. Hvad forskellen reelt set er og om det er sjovere at sælge det ene eller det andet skal herfra være usagt, men ud fra det korte visit kan vi skrive under på, at der hersker en fin atmosfære i butikken med en god balance mellem det nørdede og det mere mainstream. Og det er det vigtigste. ”Jeg vil koncentrere mig om det jeg er god til og det der er sjovt,” siger Allan med henvisning til, at det sjoveste er at sælge rigtig hifi.
Fladskærme for enhver smag!
Et vue ud over butikkens hifiafdeling. I forgrunden er det grej, som man kan komme til for menneskepenge mens man i baggrunden kan se det rigtig tunge grej...
... fra bl.a. Martin Logan, Dynaudio, Musical Fidelity og Moon.
Hjemmebiffen, som ligger i et særskilt rum bagerst i butikken. Rummet er desværre 10 kvadratmeter for lille til være optimalt som demorum, uden at vi dog fik hørt lyden derinde. Det er Allan til venstre, undertegnede med blokken og Mikkel Gige i døråbningen, der dog (som altid) prøver at tiltuske sig lidt opmærksomhed!
HIFI4ALL.DK takker mange gange for besøget og ønsker Tapeconnection al mulig held og lykke og vind i sejlene fremover.
For mere information, kontakt venligst:
Tape Connection Vesterbrogade 94 1620 København V
Tlf.: 33 24 08 06 Mail: kbh@tapeconnection.dk Web: www.tapeconnection.dk |