Her er du: Besøgsartikler - På besøg hos Dantax/Raidho 7. december 2024 | 10:28   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På besøg hos Dantax/Raidho
Af: Mikkel Gige  [18.04.2023] Print artikel
Hifi4all har besøgt en af Danmarks ældste audio virksomheder, som har en mere end 50 års varieret historie bag sig

Dantax blev stiftet i 1969 og som de fleste ved lavede de højtalere - mange højtalere! Og i mange år lå de i skarp konkurrence med ærkefjenden Jamo om, hvem der kunne lave de bedste ”sildekasser”. Og der har været stor variation af modeller, lige fra store disko-højtalere til mere seriøse design-højtalere. Et sted midt i 80’erne stoppede produktionen af højtalere, og fokus var i stedet på import og distribution af forskellige japanske hifi-mærker. Siden er der løbet meget vand gennem åen, og der er også blevet produceret fladskærme i en periode. Og fra '77 til '88 var Scanspeak også en del af proteføljen hos Dantax.

Men baggrunden for Hifi4all’s besøg er, at Dantax for godt og vel et årti siden opkøbte flere kendte danske højtalermærker, med et ønske om at revitalisere dem. Og det er blandt andet Raidho, som siden har fået en overhaling af format med ønsket om, at gøre dem endnu mere musikalske og placeringsvenlige. Og det er lykkedes! Ligeledes er Gamut og Scansonic en del af Dantax i dag.

Dantax er nok det jeg vil kalde en mindre virksomhed med omkring 20 medarbejdere. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har stadig en forventning om store korporationer når jeg kommer rundt hos producenter af velrenommeret hifi udstyr. Og så er det næsten altid få, men gode hænder der står bag. Og tommelen op for det!

Men besøget gik jo egentlig på, at få indsigt i Raidho både på udvikling og produktion af disse. Og hvis man som læser sidder med en forestilling om at skulle læse en eksotisk beretning, så bliver man lige så overrasket som jeg gjorde, da jeg trådte ind hos Dantax i det mørke Nordjylland!

For Raidho er håndværk, rigtig håndværk! Og med de bedste materialer der findes. Og det er ikke hvem som helst der står bag udviklingen… Michael Børresen lagde grundstenene, og Benno Meldgaard har taget teten op, og gjort Raidho’s højtalere endnu bedre.

Og selv om kabinetterne er bygget i Kina (det er stort set alle højtalerproducenters kabinetter), så er det håndværk med både finér og pianolak af allerbedste klasse. Alle højtalere samles af, måles og lyttetestes af én medarbejder fra start til slut. Jeg vil nærmest sammenligne monteringen af Raidho’s modeller med Pagani Automobili - eller Aston Martin i de gode gamle dage, hvor alt blev lavet i hånden.

Det samme gælder for enhederne, som alle samles i hånden af de selvsamme medarbejdere, som bygger højtalerne. Og det er en historie i sig selv… membranerne til bas og mellemtone enhederne består af en aluminiumsmembran, som alle er behandlet med plasma, så der dannes en keramisk overflade. Nogle får så også en belægning med tantalum og andre yderligere en 1,5 karats overflade af diamant. Hele processen er udviklet i samarbejde med DTU, og de produceres også af selvsamme.

Men det sker alt sammen for at få en membran der opfører sig så tæt på et ensartet stempel som muligt. Samtidig giver det en uhyggelig god kontrol af opbrud og resonanser, så kun den tiltænkte lyd skubbes ud i rummet. Udover at det er en vanvittig dyr proces, så er det også en meget besværlig proces. Og som det er lige nu, så er det kun cirka halvdelen af membranerne med tantalum og diamant, der faktisk går videre til produktionen af enheder!

Alle enheder samles i hånden med meget høj præcision, hvilket tager tid, og delene til chassis og magneter er leveret af danske producenter i nærområdet, så man har størst mulig kontrol med de leverede stumper. Der findes to typer chassis, til XT og TD serien, og derudover en varians af forskellige typer membran alt efter model. Dog har alle TD modeller den fineste type. Set ud fra et teknisk synspunkt er Raidho’s bas og mellemtone enheder rene kunstværker, og man kan bruge meget tid på at beundre dem, og finde nye finurlige detaljer, alt sammen i lydens tjeneste. For eksempel er alle dele på TD enhedernes chassis udformet så den luft der skubbes bagud møder mindst mulig modstand.

Jeg spurgte til kostprisen for en bas eller mellemtone enhed til TD serien… og et forsigtigt svar var omkring et femcifret beløb, per enhed. Og det er altså ”kun” Raidho’s pris for dele og arbejdsløn der er med her, og ikke den pris de ville have kostet i en butik. Så det er dyre sager, det her!

For diskant enhederne gælder det samme, og selv om det ligner en og samme enhed i alle modeller, så er der forskelle. Blandt andet benyttes der kraftigere magneter og polstykker til TD modellerne, og ligeledes er membranen tilpasset hver enkelt model, så integrationen med delefilter og de andre enheder er perfekt. Jeg fik mulighed for at se samlingen af en diskantenhed, og selv om det så let ud, så kræver det både håndelag og erfaring.

Delefiltrene er ligeledes samlet og monteret inhouse, med de bedste komponenter der kan opdrives. Man bliver lidt perpleks når man ser lageret af Mundorfs Silver Gold kondensatorer i alle mulige størrelser… det er dyre komponenter. Og dem var der mange af! Alle komponenter er om muligt loddet til hinanden og ellers benyttes der kabler fra Nordost som svarer til Valhalla serien, og samme kabel benyttes ud til enhederne på TD serien.

Dagen blev rundet af i lytterummet, hvor jeg fik mulighed for at lytte til flere modeller i Raidho sortimentet. Og selv om det er fuldstændig utopi, så må jeg indrømme at de helt store TD6 med en prislap på 1,8 million sættet kan ting med musikken, som man meget sjældent hører! Fik jeg for resten nævnt, at lige præcis TD6 gik der 12 sæt af, ud til hele verden… alene sidste år! Hertil kommer så endnu flere sæt af de ”mindre” dyre modeller.

Det kan man vist kalde en succes…

Under besøget fik jeg også mulighed for at se den kommende nye modelrække fra Scansonic som er Raidho's ”lillesøster”-mærke. De bliver lanceret på den kommende messe i München senere på foråret. Og det ser meget spændende ud, hvor flere af modellerne kommer til at ligne Raidho meget mere end tidligere. Dem glæder jeg mig meget til at høre mere til!

Jeg vil gerne sige stor tak til Dantax og folkene bag, for en god og lærerig dag, under de allermest uformelle former. Og så kan man jo kun drømme om en dag at bliver ejer af et sæt Raidho. Det bliver nogenlunde samtidig med at jeg får knækket koden til aktiemarkedet…

 


 

Flere besøgsartikler
SoundSociety 2024
03.03.2024
På besøg hos Nordsø Records
07.03.2022
CPH HighEnd 2019
27.10.2019
På besøg hos Michell Engineering
26.09.2019
Copenhagen HighEnd
28.10.2018
Nye indsigtsartikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Seneste Nyheder
NyArtSound
17.10.2024
Nyt fra Clearaudio & EAM Lab
12.10.2024
SVS 17-Ultra Revolution
03.10.2024
Radiant Acoustics Clarity 6.2
24.09.2024
Canvas HiFi
17.08.2024
Nye Anmeldelser
PMC Prodigy 1
16.06.2024
Fyne F500SP
30.04.2024
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes