I kølvandet på diverse tråde om nye forstærkerprincipper der efter sigende er meget bedre end tidligere, og slet ikke farver lyden, er der et par interessante spørgsmål man bør stille sig selv:

Hvad er det NU for en lyd man hører?
Nu hører man noget som ingen andre har hørt før, netop på den måde, og altså langt fra det som hørtes i studiet under mixningen, og ved CD/pladeproduktionen, da der skulle laves en master til produktion.

Er det en forbedring?
Er der ikke under produktionen netop taget højde for at de 'almindelige' transistortrin lyder som de gør, og ikke er analytiske i lyden på bekostning af helheden?

Det er mit indtryk at mange er imponerede over at de hører detaljer som det bestemt ikke var meningen at man skulle høre, f.eks. forvrængning fra diverse mikrofonforstærkere og effektboxe.

Der er vel næppe nogen blandt hjemmebiofolket der ligefrem sidder og glæder sig hver gang de ser pixellering i billedet som de før ikke lagde mærke til på deres gamle tv?

Hvorfor er det så målet med overdreven detaljering på lydsiden? Gælder det netop ikke om at sammensætte et anlæg der formidler det indtryk som var hensigten fra udgiveren?

Hvis de nye Icepower, og lignende principper kan omvende dem der hidtil har været til rørforstærkere, vil det overraske mig meget. Men kan vi få forbedret signalkilden og de krav der stilles til produktionen, SÅ er vi nået langt!
De nye højopløselige lydformater der er på vej, til eksempelvis Blue-Ray og multikanals musik, vil stille større krav til produktionsleddet, og måske vil de nye forstærkertyper vinde indpas i studierne - blot er det de færreste nuværende produktioner der tåler en tur i mikroskopet på de overdrevent detaljerede anlæg.

Eksempelvis er 'virkeligheden' et vidt begreb.
Hvilke farver har korallerne i et koralrev?
Hvis dykkeren ikke har lys med ned, er det hele gråt at se på - og det er vel virkeligheden?
Farverne vi ser, er reflektioner fra dykkerlampen, med de farver den nu kan producere med den givne pære.
På biofronten er det lidt svært. Her skal lyden produceres til at spille igennem et lærred, der netop æder en del detaljer. Men er det et godt hjemmebioanlæg, så lyder det bedre end 'i virkeligheden', og man får altid den bedste plads hvor både billedet og lyden passer sammen, og er uden knas fra slikposer og hostende biografgæster.

Nu kommer så det åbne spørgsmål til hjemmebiofolket og lydentusiasterne:
Skal det formidles som det er produceret til, eller med detaljering der afslører fejl og mangler under produktionen?

Tjae, jeg bruger sukker i kaffen, men ved dog hvordan den smager uden.
Måske har man brug for et anlæg der kan begge dele, med en lille vippekontakt alt efter om materialet er godt nok?

Man må tage det sure med det søde. Det meste musik er fint produceret. Hvis der er en enkelt smutter med lyden en gang i mellem, giver det ikke anledning til for mig at hoppe op af stolen (fordi det er fedt at mit anlæg afslørede det??). Med det setup jeg har nu kan jeg spille alt musik, så det lyder godt. Der var engang jeg kun spillede de samme 20 cd'er fordi det var dem, der lød bedst på mit anlæg, hvilket er lidt ærgeligt når man har en kæmpe musiksamling! Nu hører det hele igen - og vælger ud fra hvad jeg vil høre af MUSIK. Men jeg bliver selvfølgelig stadig imponeret, når det det bare lyder godt! God lyd for mig er når det er neutralt, ufarvet, detaljeret og ikke mindst realistisk at lytte på.

 

Spencer, har du overhovedet hørt en klasse-D forstærker?

Og kan du linke til et sted hvor der står de generelt er mere analytiske og afslørende end konventionelle forstærkere?

Svend P skrev: Spencer, har du overhovedet hørt en klasse-D forstærker? Og kan du linke til et sted hvor der står de generelt er mere analytiske og afslørende end konventionelle forstærkere?

Det jeg har hørt om diverse meget kraftige klasse D trin (Ice Power) er at 'anmelderen' sagde at han pludselig hørte ALT hvad der var på optagelsen, og en masse ting han aldrig havde hørt før. Hvis optagelsen er god er det naturligvis kun godt, men det er ikke forstærkerprincippet som sådan jeg har noget imod, hvis optagelsen kan bære det. Mit indlæg går også på om materialet i folks pladesamlinger overhovedet har gavn af at der kommer en bedre forstærker på?

Det nytter jo ikke meget at man har nye briller på, hvis man ikke kan komme til at pudse det snavsede vindue. Vi har nye high-end lydformater på vej, hvor forhåbentlig hele lydkæden vil komme på en hård prøve.

Min egen holdning er klart, at farve lyden med mere nærvær end der egentlig er til stede på optagelsen (en rørforstærker med 'sweet' sound). Dette er dog ikke foreneligt med hårdtslående actionfilm, hvorfor jeg har to anlæg i samme stue, med både forskellige forstærkere og højttalere.

Måske nogen har løst problemet på en billigere måde? Jeg har fundet løsningen med 2 komplette anlæg billigere, end en løsning hvor alle egenskaber er til stede i samme anlæg. Jagten går dog hele tiden på noget der formidler alting korrekt, men jeg har på fornemmelsen at det bliver meget dyrt!

Klasse D kan meget vel komme på prøve, og ende som det endelige hos mig, hvor så selve 'farvningen' skal laves tidligere i lydkæden.

At Ice Power lukker flere detaljer igennem end andre forstærker-typer vil jeg ikke give dig ret i. Det lyder som noget en Fona-medarbejder kunne have sagt.

En god forstærker gør andet end "bare" at lukke detaljer igennem. Det handler lige så meget om dynamik, perspektiv, kontrol ved voldsomme transienter, tonal balance, klang, realisme osv.

Du får aldrig en forstærker, der ikke "farver" uanset hvad du vælger, men nogen gør det selvfølgelig mindre end andre...

Selv har jeg kun hørt den trekantede fra AR på en messe, med deres eget båndsystem, og i et lille lokale hvor det er svært at integrere båndet med subben.

Indtrykket her, var et meget nøgent lydbillede, hvor den nedre mellemtone/øvre bas var meget tilbagtrukket - sikkert grundet det alt for lille lokale, eller måske en midlertidig udgave af enten forstærkerene eller højttalersystemet.

Men jeg undrer mig lidt lige nu, når der er disse ægte 20 bits lydformater på vej, aldeles uden kompression. Om det bliver Blue-Ray eller ligende, er mindre interessant. Det lader til at mange interesserer sig for forstærkere, som de ikke aner om vil kunne levere varen med de nye formater.

Men er det pris/kvalitet-forholdet, så er der måske ikke en egentlig fjernøstlig konkurrent på det danske marked at sammenligne med.

Igen, er det heller ikke kun forstærkere som sådan jeg vil kommentere med mit indlæg, men også om det er relevant med tv der kan vise hvor dårlige DVD-udgivelserne virkelig er?  Rigtig mange af mine DVD-er pixellerer på både tv og projektor. Derfor bruger jeg tit en ældre projektor i stedet, hvor billedet er blødere, og slører pixellering.

Læs blot anmældelsen af Accuphases A-60 KlA. effekttrin...  de sparker RØV! og det efter sigende på alt inc. Class D...

Så at de "nye" forstærkere absolut er bedre end den gamle teknik.. ( endda KlA. som er rigtig godt gammeldags!!) holder ik lige... 

Om Accuphasen er bedre end de bedste CL. D.?? det skal jeg ik kunne sige... men den er jo nok MINDST! lige så god!!!!!!!!....

Accuphasen er dog MONSTER! dyr og ik mindst dyr i drift!..  samt med negrænset effekt ( 60W  hvis man brokobler altså investere dobbelt op i to stk, 240W)

De nye Cl. D. er noget billigere.. endda MEGET! billigere.. og hvis eks. bertrams mono trin på 1000W. til samlet 10 kg.kr. for et stereo sæt. er lige så gode eller tilnærmelsels vis?? så er det jo noget at overveje seriøst!...

Her har de "nye" forstærkere nok sin force..  higend lyd til alm. hifi priser!.... 

Hvis man skal op på over 100kg.kr. for at få ultimativ lyd, men kun 10 kg. kr. med den nye teknik..  så er den gamle teknik snart DØD!...  uanset om den så stadig er fuldtud i højste klasse!..

Men indtil nu i den tunge og dyre ende.. så kan de gamle stadig være med og endda overgå meget af det nye!... ( men hvor længe??)

mvh.

__________________
M.

Virkelighed - uuh, den var svær. Virkeligheden mht. rock musik er vel til en rock koncert. Jazz i et noget mindre rum, og en del lavere volumen. Klassisk i et stort rum, til tider med meget høj lydstyrke. Med mindre det er tale om en kammer koncert.

Sourround, skal passe til rigtigt mange scener. Store bjerg landskaber, lukkede kælderrum, velour beklædte værelser - ja, alle de akustiske rum film foregår i.

Kravet må jo være at et anlæg kan leve op til det! Da er vi ved virkeligheden!

I øvrigt er Linn's princip omkring musikalitet vigtig - det primære ved musik er jo at det lyder godt.

Hverken plade producenter, musikere, eller sangere ofrer normalt meget på deres Hi-fi anlæg. Hvorfor mon?

Hilsen

PS. Jeg har også hørt de omtalte AR på en messe. Utroligt klart lydbillede og en lige så utrolig god opløsning. Men desværre kom lyden fra to højtalere - to specifikke højtalere placeret hvert sit sted i rummet, uden nogen sammenhæng i lydbilledet - det lød ikke som 'virkelighed'. Her kunne AR lære noget af B&O's nyt højtalere.

__________________
Per Horn

Husk lige vedr. ICEpower, der kan være forskel på A-moduler og ASP-moduler!

ASP-modulerne er super-lette med integreret power supply. Kan næsten være i en tændstikæske!

A-modulerne kræver stadig en traditionel strømforsyning. Har hørt disse, og de lyder super godt. Måske også bedre end ASP-modulerne, men det er bare et gæt.

perhorn skrev: Hverken plade producenter, musikere, eller sangere ofrer normalt meget på deres Hi-fi anlæg. Hvorfor mon?

Det var da noget af en påstand. Kan du bevise det?

Måske skulle du læse denne tråd:http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=15770