fra Jyllands Posten online:
B&O vil sælge Samsung
Af MICHAEL STENVEI
B&O-kunder kan fra efteråret finde Samsung-produkter på hylderne i udvalgte B&O-butikker. Samarbejdet, der bryder med B&O's strategi om rene B&O-butikker, omfatter salg af en af den koreanske elektronikgigants hjemmebiografløsninger.
B&O vil ikke længere kun have egne produkter på salgshylderne i B&O-butikkerne. Som første udenlandske teknologikoncern har koreanske Samsung fået adgang til B&O-koncernens allerhelligste: B&O-butikkerne.
Fremover vil kunder på jagt efter et nyt B&O-fjernsyn også kunne vælge Samsungs hjemmebiograf-produkter som en Home Cinema Projector SPH700.
»B&O kommer til at lancere vores hjemmebiografprojektor,« bekræfter Robert Widerström, Samsungs marketingchef for forbrugerelektronik på det nordiske marked.
Der er tale om et markant kursskifte for B&O, som hidtil har kæmpet indædt for netop at undgå, at B&O's produkter udstilles side om side med konkurrenters løsninger.
B&O's koncernchef, Torben Ballegaard Sørensen, forklarer de nye toner med stor efterspørgsel blandt kunderne efter hjemmebiografløsninger.
»Efterspørgslen i markedet er netop nu meget stor, og derfor vil vi gerne kunne demonstrere en komplet hjemmebiografløsning,« siger B&O-direktøren.
20 butikker
I første omgang bliver der tale om, at Samsung-løsningen kommer på hylderne i 20 udvalgte B&O-butikker rundt om i Europa.
B&O's sporskifte kommer på et tidspunkt, da virksomheden for alvor har fået vind i sejlene. Ledelsen har netop fremlagt et årsregnskab, der med et plus før skat på 341 mio. kr. oversteg alles forventninger.
En stor del af fremgangen tilskriver ledelsen en igangværende udrensning blandt de tyske forhandlere, fordi B&O ikke længere vil have, at de stilrene B&O-produkter forhandles side om side med andre mærker.
Derfor er selskabets overordnede strategi, at B&O-produkter udelukkende købes i rene B&O-butikker eller i særligt indrettede B&O-lokaler i butikkerne.
Strategien skyldes især, at butikker, der udelukkende forhandler B&O-udstyr, har det seneste år øget andelen af det samlede salg fra 66 pct. til 70 pct.
Den koreanske elektronikgigant blev især kendt på det danske marked for sine billige kopimodeller af andre selskabers nyskabelser. Samsung forsøger da heller ikke at skjule, at man ser det nye salgssamarbejde som en design- og produktmæssig blåstempling af koncernens produkter.
De to parter har gennem længere tid haft et tæt samarbejde omkring udvikling af fladskærmsløsninger.
Fra Samsungs nordiske hovedkontor i Stockholm ønsker man imidlertid ikke at løfte sløret for, om elektronikgiganten går efter at udvide salgssamarbejdet. I stedet nøjes den koreanske elektronikgigant med at karakterisere aftalen som »interessant«.
Omvendt siger Torben Ballegaard Sørensen, at B&O snart håber at kunne tilbyde en tilrettet løsning, der er bygget op omkring Samsung-løsningen, men bærer B&O's navn.
Samtidig med at B&O er klar til at give konkurrenternes varer plads på hylderne, er koncernen på vej til at flytte dele af produktionen fra Danmark til Tjekkiet.