Her er du: Anmeldelser - Martin Logan Ethos 28. marts 2024 | 19:47   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Martin Logan Ethos
Anmeldelse af: Mikkel Gige  [22.02.2011] Print testen
Martin Logan har skiftet ud i deres ”klassiske” modelrække, og de velrenommerede modeller Vantage og Vista er ude, og Ethos og Theos er inde. Vi har fået Ethos ind til test, og den overtager pladsen efter Vantage.

Både Vantage og Vista modellerne har nydt godt af deres succes, men tiden var inde til at få opdateret de to modeller, da nyere teknik gjorde en reel opdatering mulig. Vi har på Hifi4all tidligere haft Vista inde til test og kan skrive under på, at der skal en del til for, at opdatere denne allerede fremragende højtaler.

Theos modellen er med passiv bas som Vista, men elektrostatdelen er forbedret med tyndere statorpaneler og snævrere tolerancer. Samme panel benyttes på Ethos, som testes her, men bassektionen er helt ny. Ethos har en aktiv bas, som Vantage, men her hører alle ligheder også op. Martin Logans elektrostatteknik er nærmere beskrevet i anmeldelsen af Vista her

Baskabinettet på Ethos er fysisk væsentlig mindre end på den tidligere Vantage, men alligevel er der blevet plads til større membran areal. Dog er den ene enhed passiv, og benyttes som slave i et lukket kabinet. Enhederne er på 8”, og den aktive enhed sidder fortil lige under elektrostatpanelet. I bunden af kabinettet sidder slaveenheden, og hele kabinettet er løftet op fra gulvet via fødder underneden, så denne enhed kan udnyttes fuldt ud.

På Vantage, og andre tidligere Martin Logan modeller benyttedes et aktivt delefilter, efter at signalet var ”droslet” ned af en række modstande. Dette linje-signal blev korrigeret i det aktive filter, og siden forstærket af klasse D forstærkere. På Ethos skal signalet stadig dæmpes, men det aktive filter er skiftet ud med en DSP – Digital Signal Processor. Det betyder blandt andet meget bedre kontrol med frekvenskurven i bassen. Det har også gjort det muligt at sænke eller hæve signalet lineært under 100 Hz. Og det virker upåklageligt!

På de tidligere modeller kunne niveauet kun kontrolleres omkring en bestemt frekvens, og hvis denne ikke passede med det roomgain, som fandtes i lytterummet, så hjalp det ikke spor. Dette problem er løst med Ethos, og mon ikke teknikken breder sig til de større modeller i nærmeste fremtid.


Konstruktion og finish er den velkendte høje kvalitet, som set på alle tidligere modeller. Som standard er elektrostatpanelet sort, mens baskabinettet kan leveres i flere finerer. Ethos har ikke biwiring, hvilket giver mening, når bassignalet alligevel behandles digitalt. Der medfølger både spikes og gummifødder, så Ethos kan placeres solidt på underlaget.


Lyden:

Ethos er en meget lige på højtaler, som ikke lægger fingre i mellem. Udtrykket hifi-monitor er meget rammende i dette tilfælde. Men før man overhovedet begynder at lytte seriøst til en højtaler som Ethos, skal man bruge god tid på at sætte dem korrekt op. Her var de tidligere modeller måske lidt mere ”tilgivende” at have med at gøre, om end disse også blev bedre og bedre jo mere tid man brugte på at sætte dem rigtigt op.

Men Ethos giver bare endnu mere end de tidligere modeller, hvis man bruger lidt tid i starten. Mere tid under opsætningen betyder altså mere lytteglæde i længden, dog uden at Ethos dermed skal karakteriseres som en ”besværlig” højtaler. Grundreglerne er de samme som alle andre højtalere, men Ethos skal lige bruge et par timer mere. Det vil være synd og skam at sætte disse højtalere op i en stue, hvor indretningen vægtes højere end lyden.

Ethos skulle som sagt rykkes lidt rundt med, og efter nogle forsøg faldt det hele på plads. De skulle stå en anelse længere tilbage end de fleste andre højtalere, som tidligere har besøgt lytterummet. Og så skulle de vinkles fremover, så panelet stod næsten helt lodret. Når det hele er på plads er der heller ingen tvivl om, at Ethos er starten på et nyt kapitel for Martin Logan. Og stor cadeau til Martin Logan for, at fokusere direkte på det europæiske marked med Ethos.

Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at jeg tidligere har savnet, at Martin Logan ”tunede” deres højtalere til netop det europæiske marked. Fordi huse i europa er så fundamentalt anderledes konstrueret, end tilsvarende amerikanske, så har Martin Logan tidligere haft en vis fylde i deres højtalere, så de passede ind i det gennemsnitlige amerikanske hjem. Det betød så også, at man kunne opleve for meget af denne fylde i den gennemsnitlige danske stue, uden at dette dog nødvendigvis var reglen.

Men her er Ethos som sagt helt anderledes. Den spiller tørt og meget kontrolleret i basområdet. Og sammen med førnævnt mulighed for, at justere niveauet under 100 Hz lineært, så er det ubetinget den bedste basgengivelse jeg nogensinde har hørt fra en Martin Logan højtaler, når man lige ser bort fra CLX. Men Ethos er faktisk imponerende tæt på CLX’s ultratørre basgengivelse.

Der er et godt punch i bassen, og detaljeringen i dette område er rigtig god. Især min kæphest - 3-i-1 lyden fra en stortromme - sidder lige i skabet, med en god fylde på. Skal man være ultra kritisk, så kunne der måske godt være lidt mere niveau i øvre bas, men det er egentlig et spørgsmål om personlig smag.

Mellemtone og diskant er klassisk elektrostatlyd. Lyden har en ”crispy-nes” over sig, som ingen almindelig dynamisk enhed nogensinde vil kunne give. Ethos har flyttes sig fra de tidligere modellers lyd, som var lidt mere runde eller musikalske i klangen. Det kan bedst sammenlignes med forskellen på friske og kogte gulerødder. Og her er det helt klart den mere kontrollerede bas, som ikke påvirker mellemtone og diskant, så detaljer bedre kan nå frem til lytterens ører.

Det er i det hele taget en meget ligetil klang, uden problemer. Vil man have lyden romantiseret lidt, så skal det ske tidligere i lydkæden. I forhold til tidligere modeller, så virker mellemtone og diskant måske lidt fremhævet, men det er ingenlunde tilfældet. Faktisk er Ethos helt neutral, i nærmest ekstrem grad!

Ethos dissekerer indspilningerne, og sætter et stort og flot lydbillede op, hvis indspilningen fordrer det. Der er masser af plads i både højde, bredde og dybde, og det er utrolig nemt at placere de udøvende præcist. Detaljeringen er rigtig god, og som jeg oplevede med Vista, så hives der små detaljer frem, som jeg ikke hører med Xavian højtalerne.

En virkelig cool detalje, som jeg også oplevede med Vista er, når lydene i musikken begynder at vandre i højden på panelerne. Dette vil man aldrig kunne få en almindelig højtaler til, også selv om de var konstrueret som en linesource. Eletrostatpanelet på Ethos er én linesource enhed, og derfor kan den nemt flytte detaljer op og ned i højden. På en traditionel linesource højtaler med dynamiske enheder, vil hver enkelt enhed forsøge det samme, og det vil aldrig komme til at virke korrekt. Dette er en af elektrostaternes helt store fordele.


Samlet konklusion:

Martin Logan er gået i en helt ny retning med Ethos, som på flere måder er både anderledes og ny i forhold til tidligere modeller. Især bassen skiller sig ud, hvor tidligere modeller altid havde et tvist af fylde og rundhed i bassen. Her er Ethos til sammenligning knastør.

Mellemtone og diskant opleves af samme årsag måske mere direkte, da bassen ikke længere påvirker dette område i samme grad som tidligere. Det giver en direkte klang, dog uden at de bliver analytiske. Men søger man musik med et romantisk tvist i, skal dette ske tidligere i lydkæden. Med Ethos får du alle de detaljer med, som dit setup leverer, på en meget homogen men direkte vis.

Ethos er anderledes end stort set alle tidligere modeller, og har en ny klangfilosofi. Martin Logan har nyt fokus på det Europæiske marked, og tak for det! Af samme årsag er det derfor ikke sikkert, at alle tidligere Martin Logan ejere synes at Ethos er et hit. Men vil du have alt med som dit anlæg leverer, så er Ethos et oplagt emne.
 

Specifikationer:

  • Princip: 2-vejs elektrostat med aktiv/slave bas.
  • Frekvensområde: 34-23.000 Hz.
  • Udgangseffekt: 200 Watt (aktiv bas).
  • Regulering: +/- 10 dB lineært under 100 Hz.
  • Følsomhed: 92 dB.
  • Impedans: 4 ohm.
  • Delefrekvens: 375 Hz.
  • Enheder: 2 stk. 8” bas (aktiv/passiv), 1 elektrostat panel 112 x 23,5 cm.
  • Dimensioner: 151 x 27 x 46 cm (H x B x D).
  • Vægt: 19 kg.


Pris: Kr. 60.000,- pr. sæt.


Importør:

Interceptor Audio
Tlf.: +45 4827 7979
Mail: info@interceptor.dk
Web: www.interceptor.dk


Reference-udstyr:

  • CD: Lyngdorf CD-1, Holfi Stabilizer.
  • Vinyl: Michell GyroDec SE, Rega RB300/Incognito, London Jubilee.
  • Forstærkere: Audio Analogue Bellini & Vincent SP-995.
  • Højtalere: Xavian XN360.
  • Kabler: Vincent XLR, Silver Sonic AirMatrix RCA & Silver Sonic Q10.
  • Tilbehør: Brinck Br 507 Netstøjsfilter.

Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Væggen bag højtalere og lyttepositionen er dæmpet med THX-godkendte paneler.

 

Nye anmeldelser
Musical Fidelity A1
28.01.2024
Vincent DAC-700
02.10.2023
Revival Atalante 3
25.08.2023
Audio Research I/50
15.06.2023
Raidho X1.6
15.03.2023
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
CD-afspiller test
23.08.2006
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
SVS Ultra Evolution
27.03.2024
Triangle Borea BR10
16.03.2024
Matrix Audio
01.03.2024
Leak Sandwich 250
27.02.2024
Skinbjerg MC stepup
22.02.2024
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2024 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes