Her er du: Anmeldelser - På med vinylen 13 23. november 2017 | 13:57   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


På med vinylen 13
Anmeldelse af:   [22.05.2017] Print testen
Denne gang ser og lytter vi nærmere på et komplet setup fra Clearaudio, men det var som udgangspunkt blot den nye tangential-arm TT5 der skulle til test. Men så fulgte der lige værk, pickup og riaa med til at matche… et samlet setup i den dyre ende!

Teoretisk set har en tangential-arm den fordel, at den ikke har nogen sporingsfejl, da pickup’ens nål altid står vinkelret på pladens rille. Teoretisk fordi det i praksis er meget svært at udføre, og derfor ofte ender ud i nogle meget dyre løsninger. Her har Clearaudio med TT5 armen bragt det tættere på noget, der skal kan kaldes ”menneskepenge”, om end det jo nok alligevel bliver dyrt, hvis det andet på pladespilleren skal matche.

TT5’s princip er faktisk overraskende enkelt, og består af et åbent glasrør, som er det materiale hvormed der nemmest kan opnås en helt ensartet og meget glat overflade. Heri ruller der en ”slæde” med to små glashjul med superpræcisionslejer uden smørelse, så friktionen er minimal. Herunder hænger en kort arm af kulfiber. Det hele sidder i gedigen konstruktion bestående af et åbent aluminiumsrør, og en kraftig base af smedet aluminium. Med til testen fulgte en ”Swingbase”, som gør at armen kan drejes til side. Ellers sidder TT5 permanent ind over pladen, hvilket kræver lidt forsigtighed ved pladeskift.

Clearaudio TT5 er en delikat og væver sag, og er lavet af mange små præcisionskomponenter, der gør, at det kan være svært at sætte armen op, så det er bestemt ikke for gør-det-selv folket. En vis ekspertise er påkrævet. Heldigvis modtog jeg den monteret på et Innovation Compact værk, men bare en let efterjustering af nåletrykket viste sig, at være en test af egen tålmodighed. Alle indstillinger på TT5 kan sættes korrekt op ved brug af småt værktøj og fingersnilde, og for at TT5 kan fungere optimalt, er det vigtig at først værk og derefter armen er i perfekt vater. Der sidder en lille libelle på TT5 af samme årsag.

Hvilket bringer os videre til Innovation Compact værket, som umiddelbart syner simpelt… det er det ikke! For også her er der flere raffinerede løsninger. Selve basen er en sandwich af aluminium og pansertræ, der er lavet af krydsfiner, som er limet og presset sammen under meget højt tryk. Det gør dels træet meget hårdt – og skudsikkert, deraf navnet – men det giver det også en meget høj indre dæmpning og resonanskontrol. Lejet er af keramik og magnetisk aflastet, og pladetallerkenen er 7 cm tyk, i en blanding af akryl og silikone. Udseendet på Innovation værket er ikke bare design, men lavet med den specielle form for, at lede mekanisk støj direkte væk fra leje og pladetallerken, og ned gennem fødderne til underlaget.

 

Motoren er ligeledes et lille stykke finmekanik af DC-typen med ultra-præcise lejer. Strømforsyningen er ikke af helt samme kvalitet, men det har ingen betydning her, da motoren styres benhårdt af et præcisionskredsløb, som hele tiden justerer hastigheden med quartz-lignende kontrol, ved hjælp af en optisk føler på undersiden af pladetallerken.

Med til denne test fulgte også en Concerto V2 pickup. Den er lidt speciel ved, at den har spoler af det reneste guld, samt ikke bare én magnet men hele otte(!) styks, så magnetfeltet omkring de ædle spoler styres med endnu større kontrol. Ligeledes er ophænget ikke af gummi, men lavet som et decideret leje. Nålefanen er af boron, og nålen er slebet asymmetrisk, så den følger rillerne endnu mere præcist. Det hele er pakket ind i et hus af satiné træ.

Concerto V2 har en lidt høj intern impedans på 50 ohm, så af den årsag fulgte der også en Balance+ riaa med, som kan honorere en højere indgangsmodstand. Som udgangspunkt er den 510 ohm, men uden for signalvejen sidder et lille kredsløb, der ”måler” på pickup’en, og automatisk justerer modstanden ind. Balance+ kan benyttes med XLR-stik på både ind- og udgang, og strømforsyningen sidder i et separat matchende kabinet. Der kan yderligere udbygges med en Accu+ batteriboks, som kobler riaa’en helt af elnettet. Konstruktion af både riaa og strømforsyningen er enkel med rigtigt gode komponenter. Riaa’en har også egen volumenkontrol som kan kobles til eller fra, og den kan faktisk benyttes som forforstærker direkte til et effekttrin, hvis man ikke har andre signalkilder.

Og så er der lige finishen og den mekaniske udførsel på hele setup’et… her er tale tysk præcision på allerhøjeste plan! Og sammenligninger med Mercedes, BMW eller Porsche er slet ikke nok… vi er nærmere ovre i noget som Horacio Pagani kunne have stået bag… eminent lækkert at se på og betjene! Alting klikker og glider på den helt rigtige måde, så man aldrig er tvivl om, at man har betjent udstyret helt korrekt.

Lytteindtryk

Lydmæssigt er dette setup fra Clearaudio samlet set, helt klart rykket en klasse op i forhold til reference-setup’et i lytterummet. Men så er den samlede pris også en del højere, tæt på 100.000,- med pickup, tonearm, værk og riaa. Og forskellen er ikke bare hørbar, den er markant.

Og det starter allerede med Concerto V2 pickup’en, som er i prisklasse med Benz Ebony TR’en i lytterummet. Sat på GyroDec’en og Reed 3P har Concerto V2 et mere neutralt udtryk, som allerede her giver noget mere energi i toppen. Og lydmæssigt skal den kobles samme med Balance+ riaa’en, som kan give den rette modstand. Via Ortofon ST-80 SE stepup’en bliver energien i toppen for pågående. Men derudover er klangen meget lig Ebony TR, altså naturlig og meget ligetil, og på en gang både præcis og kontrolleret, men også musikalsk og lækker i sin lyd. Og trods den ekstra energi i toppen, så er det stadig ekstremt rent og luftigt heroppe.

Balance+ riaa’en er en anelse mere præcis end Vincent’en, og aftegner lydbilledet en anelse skarpere, og placeringer står mere præcist og mere plastisk med større 3D fornemmelse. Forskellen her er ikke kæmpe stor, men hørbar. Dog har Balance+ et rimeligt højt gain på MC-delen, og det føjer en lille smule ekstra støj og rummel fra rillerne til musikken.

Men med Concerto V2 sat i TT5 armen er det meget tydeligt, at tangential-princippet byder på en række fordele, og lydbilledet bliver ganske enkelt en del større og igen endnu mere præcist aftegnet. Ligeledes nyder Q-sound på Amused To Death godt af denne præcision, og tingene står mere præcist uden for højtalernes placering. Og samlet gør den faktisk jobbet bedre end Reed 3P armen, hvilket siger ikke så lidt!

Men som tidligere nævnt kræver det også en hel del fingerspitz-gefühl, at sætte den op, så det hele er justeret præcist ind. Skifter man ofte pickup, er dette nok ikke den rette arm. En lille ting som også skal nævnes er, at TT5 ikke er så glad for dårligt centrerede plader, da de får armen til, at køre frem og tilbage i små ryk, der desværre også rykker nålafanen på pickup’en på samme måde…

Innovation Compact værket gør bestemt også sit for den samlede lyd, og faktisk overraskende mere end jeg havde regnet med. Det er især i bassen, det høres, og der føjes en del mere tyngde og tryk til, i forhold til GyroDec’en. Det kan næsten blive lidt for meget af det gode, når man i forvejen ikke mangler bas. Men på grund af den præcise hastighedskontrol, så står det meget præcist og kontant med masser af detaljer og nuancer. Og en ting er, at Concerto V2 har et dynamikområde på hele 70 dB, men værket gør også sit for at fremhæve dynamikken, som er superkontant med en eminent god impulskontrol.

Og det er meget tydeligt, at både Innovation værket og TT5 armen udgør en særdeles kompetent platform, der gør at pickup’en kan yde sit allermest optimale. Det giver samlet en superlækker og sprød lyd, med masser af detaljer og et meget stort lydbillede. Og det distancerer sig også fra det i forvejen meget kompetente reference-setup i lytterummet, som allerede gør det rigtig godt. Men det har også sin pris, både på kroner og opsætning.

Personligt ville min drømme-kombi være et sted mellem de to, med det bedste fra begge setup’s…

 

Samlet indtryk

Det var oprindeligt den specielle TT5 tangential-arm fra Clearaudio, som skulle til test, men dels ville det være lidt bøvlet med en ny armbase på Gyrodec’en, og så lød muligheden med et komplet setup i high end klassen også tillokkende. Så der medfulgte både værk, pickup og riaa til den specielle arm.

I Reed 3P armen er Concerto V2 pickup’en samlet set lige så god som Ebony TR, men i TT5 armen på Innovation Compact værket fik den en endnu bedre platform, som kunne hive mere ud af den fine pickup med spoler af det pureste guld. Og det i en sådan grad, at oplevelsen blev så meget større end jeg er vant til. Større lydbillede, mere præcision og mere tryk i bassen. Sidstnævnte skal tilskrives Innovation værket.

Desværre er Clearaudio TT5 armen ikke lige så let at justere ind som Reed 3P. Havde den været det, så havde den fået fast plads på Gyrodec’en i lytterummet. Og til prisen er den lidt af et røverkøb, da den også lyder bedre!

Og dette setup er high end af bedste klasse, men det har også en pris… ca. 100.000,-! Men det holder mig ikke fra, at give udmærkelsen ”Editors Choice” til alle komponenter i dette imponerende setup.


Specifikationer:

Concerto V2:

  • Princip: MC pickup
  • Frekvensområde: 20-100.000 Hz
  • Compliance: 15
  • Impedans: 50 ohm
  • Vægt: 7 gr.

TT5:

  • Princip: Tangential

Innovation Compact:

  • Dimensioner: 46 x 16 x 48,5 cm (B x H x D)
  • Vægt: 12 kg.

Balance+:

  • Princip: MM/MC Riaa
  • Modstand: 47k/510 ohm
  • Gain: 44/63 dB
  • Dimensioner: 18 x 5,5 x 22 cm (B x H x D) pr. boks
  • Vægt: 4,3 kg.

Priser:

Concerto V2: Kr. 18.500,-
TT5: Kr. 17.850,-
Innovation Compact: Kr. 47.000,-
Balance+: Kr. 17.950,-

(Priserne er 5% lavere ved værk, tonearm og pickup-kombi)


Importør:

Activ Hifi

Web: www.activ-hifi.dk
Mail: info@activhifi.dk


Reference-udstyr:

  • Pladespiller: Michell GyroDec SE, Reed 3P
  • Pickup: Benz Micro Ebony TR, Goldring Legacy
  • Stepup/Riaa: Ortofon ST-80SE, Vincent PHO-700
  • CD-afspiller: McIntosh MCD500
  • Streaming: Audiophilleo 2
  • Forstærkere: Vincent SA-T7, Norma Revo PA 150
  • Højtalere: Audiovector SR6 Avantgarde II
  • Kabler: SilverSonic AirMatrix RCA, SilverSonic Q10, SilverSonic D-75, AM USB
  • Strømfilter: Isotek Syncro, PS Audio Dectet
  • Tilbehør: Sound InVision paneler, SoundSmith EZ-mount


Lytterum:

Lytterummet er rektangulært, lige under 20 m2. Højtalerne spiller på tværs af rummet med ½ meter til bagvæggen og over 1 meter til sidevæggene. Højtalere og lytteposition udgør en ligebenet trekant, med 2 meter på hver led. Rummet er dæmpet med absorbenter og diffuserende paneler.

 

Nye anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Hotte anmeldelser
Hvad kan jeg få for 25 K?
01.05.2007
CD-afspiller test
23.08.2006
Hvad kan jeg få for 50 K?
23.03.2009
Kabel test
08.08.2006
Stortest: 5 billige DVD maskiner
14.05.2005
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Artikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes