Her er du: Besøgsartikler - Stoplite gav musikerne fri! 22. november 2017 | 21:25   
Redaktionelt
Forsiden
Nyheder
Anmeldelser
Indsigtsartikler
Besøgsartikler
Arrangementer
Interaktivt
Køb, Salg & Bytte
Tilbudsavisen
Debat Forum
Services
Kontakt
Søgning


Stoplite gav musikerne fri!
Af: Anders Fournais. Fotos: Bjarke Rasmussen  [08.10.2007] Print artikel
Jimmy Frisk, Stoplite, havde i samarbejde med JJ Teknik arrangeret en demo af produkter fra Tjekkiske Xavian og en ny DIY CD-afspiller fra Tent Labs.

Anledningen var, at Stoplite efterhånden har fået mange modeller fra Xavian hjem, og hvad gør en forhandler, når han vil fremvise sine nye, spændende produkter? Han laver selvfølgelig et demoarrangement hvor alle interesserede kan komme og lytte med! Arrangementet foregik dog ikke som ofte før i en detailbutik, men i en jazzklub i Vejle, hvilket gav en mere intim og koncert-lignede stemning, men dog stadig således, at det tydeligt skinnede igennem, at det var en flok hifi-nørder, som var samlet, og ikke almindelige koncertgæster.

Jimmy (se billedet til højre) havde taget dansk-produceret kvalitetsgrej med fra Gryphon, der som bekendt også holder til i det Jyske, nærmere bestemt Ry. Der blev spillet på den integrerede forstærker Diablo og CD-afspilleren Mikado, hvilket gav gode arbejdsbetingelser for de tjekkiske højttalere.

Vi havde fra HIFI4ALL.DKs side medbragt en CD med fem numre, som på forskellig vis kunne belyse de forskellige højttaleres styrker og svagheder. De fem numre var følgende:

  • Rodrigo y Gabriele – Diablo rojo (fra albummet ”Rodrigo y Gabriele”)
  • Joshua Redman – Hide and Seek (fra albummet Freedom in the Groove)
  • Ridin’ Thumb – Ridin’ Thumb (fra albummet Different Moves – Different Grooves)
  • Janis Ian – What about the love (fra albummet Breaking Silence)
  • Red hot chili peppers – Dani California (fra albummet Stadium arcadium)

Demoen foregik således, at vi hørte i hvert fald de første fire numre på de fire sæt højttalere, således at man løbende kunne vurdere forskellene, efterhånden som nye højttalere blev koblet ind i systemet og prisen skød i vejret.

Selvom mange var kommet for at høre Xavian XN 360, stereohøjttalere til omkring 50.000 kr. sættet og reference hos anmelder Mikkel Gige, så startede Jimmy Frisk fra bunden af Xavians modelprogram med Xavian XN 125 EVO mkII, der koster den rimelige sum af 6.500 kr. sættet. Så skal man dog også have standere med, idet der er tale om en 2-vejs standerhøjttalere. Bas-/mellemtoneenheden er fra Vifa/Peerless, mens diskanten er fra Scan Speak, og ellers står Xavian selv for produktionen. 

Denne lille XN 125 EVO imponerede umiddelbart med en flot fyldig, levende og detaljeret mellemtone. Bassen forsvandt dog mere eller mindre i rummet, men det var mest et spørgsmål om, at de to 6" enheder ikke kunne skabe lydtryk nok til det store rum.  


Duetto i forgrunden med Giulietta og 360 i baggrunden.

Dernæst Xavian Duetto, som for nylig er blevet anmeldt her på HIFI4ALL.DK, hvor den fik tildelt udmærkelsen ”Besy-buy” af Mikkel Gige. Her kommer vi over i en 2½-vejs konstruktion med to 5,5” enheder pr. side, og det gav naturligvis en mere fyldig lyd og en lidt bedre bas-respons. Om disse højttalere skrev Mikkel, at de havde ”gunga-gunga”-effekt, og det kunne undertegnede og flere andre nikke genkendende til, idet Duetto havde et godt drive med en let afrundet basgengivelse. Igen er enhederne fra Vifa/Peerless.

Tredje højttaler i rækken var Xavians XN 250 EVO. Endnu en standerhøjttalere, der dog koster 11.000,-. Xavian har til denne højttaler anvendt Scan Speak enheder, og det kunne høres! Bassen er sågar fra den bedste serie i Videbæk-gutternes produktion - Revelator-serien. Endnu engang er jeg blevet overbevist om kvaliteten af Scan Speaks enheder, men det var ikke kun undertegnede. Der var almindelige enighed i lokalet om, at disse højttalere satte de to foregående sæt til vægs uden at blinke - og det med en noget anden spillestil.


Xavian XN 250 med frontstof påsat. En finish og byggekvalitet man bestemt ikke forbinder med produkter fra Skodaens hjemland.

XN 250 spillede i sammenligning med de to billigere højttalere mere direkte og med en større åbenhed over hele linien. Den forekommer simpelthen som en sjovere højttaler, idet der var mere af det hele: Mere klarhed, mere dynamik, flere detaljer. Også bunden overraskede, og en af de tilhørerne bemærkede da også, at nu kunne man pludselig høre, at der var tale om en kontrabas! Joshua Redmans jazzband blev som med et trylleslag vækket til live med hurtige, luftige transienter og nogle overraskende dynamiske udladninger på saxofonen. Umiddelbart den mest interessante højttaler denne aften, selvom Xavian XN 360 naturligvis er i en helt anden klasse rent lydmæssigt – den er bare også en anden prisklasse. Er man ude efter en højttaler i prisklassen omkring 10-15.000 kr. må man ikke snyde sig selv for at lytte nærmere på XN 250 EVO!

XN 250 fås også i en gulvstående version - så hedder den Xavian Giulietta. Den benytter de helt samme enheder som XN 250, men har et større kabinet. I kraft af dette besidder Giulietta evnen til at formidle en mere autentisk bas, hvor det f.eks. var lidt nemmere at fornemme den fede, dybe bassline i Ridin' Thumb-nummeret, hvilket er kritisk for denne type musik. Ellers var den grundlæggende lydkarakteristik ikke overraskende den samme som lillebror XN 250, og prisen stiger rimeligt nok 1.000 kr. til 12.000.

Aftenen blev afsluttet med topmodellen Xavian XN 360, der koster 50.000 kr. sættet, og er et produkt til de seriøse audiofile. Navnet antyder, at denne højttaler kommer hele vejen rundt og kan det hele, og der var da også forskel i lyden med 360 spændt for det dyre Gryphon-grej. Desværre tog rummet noget af glansen af basgengivelsen, idet der manglede attack og kant på bassen ved f.eks. et stortrommeslag. Ellers må man tage hatten af for XN 360, der er et imponerende statement-produkt fra Xavian. Man kan læse mere indgående om lyden her.

Efter demoen af Xavians højttalere blev Gryphon Mikado koblet ud af systemet, og ind kom Tent Labs DIY CD-afspiller. Det er en integreret CD-afspiller med rør og bl.a. en avanceret strømforsyning med separate forsyninger til de forskellige dele. Prisen er på 23.000 kr., der dog stiger til 25.000 kr. hvis JJ Teknik skal samle maskinen. Vælger man sidstnævnte løsning følger der 5 års garanti med i handlen. På billedet til højre, ses Xavian XN 360, XN 125 EVO og Duetto.

Det var nu ved at være sidst på aftenen, så det var så som så med nærlytning af denne Tent Labs CD-afspiller. Selvom der gik hyggesnak sandwich, kaffe og kolde øl i den fik HIFI4ALL.DK’s udsendte alligevel lyttet tilstrækkeligt til at kunne konstatere en hørbar opstramning i bassen og en bedre formiding af detaljer, især i det øvre mellemtoneområde og diskanten. En rigtig spændende CD-afspiller, som vi glæder os til at stifte nærmere bekendtskab med.

De brugere som var til stede den pågældende aften, er meget velkomne til at skrive om deres oplevelser af lyden og arrangementet som helhed i den tilhørende tråd. Ellers er der blot at sige tak til Jimmy Frisk, Stoplite, og JJ Teknik for et glimrende arrangement i anderledes omgivelser end vanligt for hifi-demoer – lad os endelig få flere af dem! 


Lækre Scan Speak enheder!


Her kan man rigtig se hvor flot fineren er på Xavians højttalere.


Et stemningsbillede udover spillestedet, hvor musikerne for en aften var byttet ud med hifi-grej - ikke at lyden blev dårlig af den grund!


Fra venstre Xavian Giulietta, XN 360, XN 125 og Duetto. Gryphon i midten og Tent Labs helt til højre.  


Aftenens samlede lineup.

HIFI4ALL.DK siger mange tak for en hyggelig aften med vellyd og et glimrende traktement.

For mere information, kontakt venligst:

Stoplite HiFi 
Søndergade 48B
8740 Brædstrup

Tlf.: +45 7026 2698
Mail: info@stoplite.dk
Web: www.stoplite.dk

Flere besøgsartikler
Hifi & Surround 2017
29.10.2017
Hifi & Surround 2016
29.10.2016
På besøg hos fleXvoX
08.04.2016
Hifi & Surround 2015
25.10.2015
München 2015
17.05.2015
Nye indsigtsartikler
Avanceret model for højttalere
17.06.2013
Tidsforvrængning?
07.03.2011
Sådan sætter du din pladespiller korrekt op!
13.02.2011
Digital DIY korrektion af højtalere
26.09.2010
Streaming Audio Media
26.01.2010
Seneste Nyheder
Ny Audio Analogue importør
17.11.2017
Hegel 190
07.11.2017
GoldenEar Triton Reference
25.10.2017
Nyt fra Thorhauge
24.10.2017
Ny butik i København
19.09.2017
Nye Anmeldelser
Norma Revo SC-2 LN
13.11.2017
PS Audio Stellar Gain Cell Dac & S300
23.10.2017
Taga Diamond B-60
23.09.2017
Thorhauge M. 70
13.08.2017
Audiovector QR 3
10.07.2017
Persondatapolitik  |  Copyright Copyright © 2017 HIFI4ALL.DK - Alle rettigheder forbeholdes